Man skulle ellers tro, at det var en borgerlig mærkesag at højne effektiviteten i den offentlige sektor og få gymnasielærerne til at undervise mere. Men på det punkt var VK-regeringerne en fiasko under først Anders Fogh Rasmussen (V) og siden Lars Løkke Rasmussens (V) lederskab. De tog ingen afgørende armbøjninger med lærerværelserne og hjalp ikke rektorerne ledelsesmæssigt, da Finansministeriet op gennem nullerne forhandlede overenskomster med fagforeningen GL.

Skiftende borgerlige finansministre og undervisningsministre var ude af stand til at klemme flere undervisningstimer ud af gymnasielærerne, selvom Danmark gennem mange år har fået dumpekarakter i alle OECD-sammenligninger. Selv en underviser i det kriseramte Grækenland opholder sig angiveligt mere i klasserne.

Nu varmer den socialdemokratisk ledede regering op til den største ledelsesmæssige styrkeprøve med GL i mere end et årti. Allerede længe inden S fik regeringsmagten, var partiets inderkreds med Henrik Sass Larsen i spidsen ond i sulet på underviserne. Så kanonerne køres i stilling til de næste overenskomstforhandlinger, der begynder lige efter nytår.

Rapport efter rapport har påvist, at en dansk gymnasielærer kun underviser godt en femtedel af sin arbejdstid (sidste skoleår: 22 procent), og at nålen har stået stille gennem flere år. Det er alt for lidt, mener en bred kreds af partier, der undrer sig over, at den gennemsnitlige undervisningstid i OECD-landene er noget nær det dobbelte. Resten af arbejdstiden herhjemme går bl.a. med at forberede sig på timerne.

Overenskomsten fastlægger en særegen ”forberedelsesfaktor”, der er ukendt på arbejdsmarkedet uden for undervisningssektoren: Så godt som alle gymnasielærere afregnes for to timer og 33 minutter pr. undervisningstime, viser en opgørelse fra Rigsrevisionen.

Forberedelsestiden sættes af med fagforeningslineal, uanset om læreren er en gammel rotte, der reelt har brug for mindre forberedelse. Eller der undervises i spydkast eller matematik. Kort sagt, det er svært at finde pædagogiske argumenter for at opretholde det system. Men lærerne tæller snart sagt hvert et sekund af frygt for at blive snydt, et rettighedsbestemt bogholderi, som næsten gør det umuligt for rektor at lede gymnasiet og fordele ressourcerne efter skolens og elevernes behov.

Under de seneste overenskomstforhandlinger i 2011 var den borgerlige regering tæt på at tage opgøret, men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) slog bak – måske af frygt for ballade med offentligt ansatte tæt på et folketingsvalg. Anderledes stålsat ventes hans socialdemokratiske afløser, Bjarne Corydon, at være, ikke mindst i lyset af, at der stadig i foråret 2013 kan være lang tid til næste valg.

Første hurdle har været at skifte direktionen ud i Personalestyrelsen, der af kritikere blev beskyldt for at være for blødsøden. I stedet har Finansministeriets top installeret mere hårdhudede budgetbisser til at lede overenskomstslaget.

Sidst der blev ændret fundamentalt på overenskomsterne, skete det heller ikke under en blå regering. I 1999 lykkedes det finansminister Mogens Lykketoft (S) sekunderet af undervisningsminister Margrethe Vestager (R) at give ledelsen lidt større albuerum. Nu kunne rektor aftale med tillidsmanden, at noget af den omstridte forberedelsestid kunne konverteres til undervisning, hvis parterne lokalt kunne blive enige.

Imidlertid er den ledelsesmulighed stort set ikke blevet udnyttet. Det viser en rapport fra Rigsrevisionen, der i april kom med en sønderlemmende kritik: Rektorerne beskyldes for at være nogle ledelsesmæssige vatnisser; en tilbageholdenhed, der vidner om den lønmodtagerkultur, som har slået rod på gymnasierne: Hverken rektor eller tillidsmand ønsker at få lærerværelset på nakken. Så hellere følge de centralt fastsatte regler.

Men Rigsrevisionen deler også en næse ud til såvel finansministeren som undervisningsministeren, omend det med stor sandsynlighed er en velkommen een, da kritikken de facto er rettet imod den tidligere regerings laden stå til.

Nu har Bjarne Corydon og Christine Antorini en frist på tre måneder til at forklare, hvad de agter at gøre for, at eleverne får mere undervisning i en sektor, der årligt koster skatteyderne 11 milliarder kroner, heraf halvdelen til lærerlønninger.  Dermed er Rigsrevisionens rapport blevet et led i arbejdsgivernes opvarmningsretorik forud for overenskomstforhandlingerne.

Paradoksalt nok var det Schlüter-regeringen, der lagde kimen til den skyttegravstilstand, som GL, Rektorforeningen og ministerierne siden ikke er kommet ud af: For godt 20 år siden blev der efter ønske fra arbejdsgiverne indført et nyt aftalesystem, der hakkede arbejdstiden op i kontrollérbare delelementer, fordi en række borgerlige ministre mente, at visse lærere måske slap lidt let om tingene.

Hidtil havde normen været, at den enkelte lærer skulle undervise 22 timer om ugen – uanset forberedelsestid. Nu blev tillid skiftet ud med tidstælleri og dertil indrettede administrative systemer, der ironisk nok også har medvirket til, at en lærer i dag opholder sig mindre i klassen end i 1970erne og 1980erne.

En inderkreds fra Rektorforeningen og GL er diskret begyndt at mødes på hulemøder. De vil teste, om det er muligt for de to organisationer at rive den gamle overenskomst i stykker og begynde forfra. Rektorerne er ikke båret af samme sparedagsorden som Finansministeriet, men ønsker, at en ny overenskomst favner moderne undervisningsbehov til glæde for eleverne.

Over for den front står Personalestyrelsens afløser – Moderniseringsstyrelsen – hvor regnedrengene givet har nærlæst Rigsrevisionens rapport: Hvis lærerne i det almene gymnasium begynder at undervise et par procent mere af arbejdstiden og dermed lige så meget som kollegerne på erhvervsgymnasierne, vil lærerstaben kunne reduceres med knap 1000 årsværk.

Det vil svare til en offentlig besparelse på godt en halv milliard om året, et nedskæringspotentiale, der må være et wake up call for ledelse og medarbejdere på landets gymnasier forud for de benhårde overenskomstforhandlinger.

Hvis Dronning Margrethe placerede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, i Statsministeriet og udstyrede ham med ubegrænset magt til hokus-pokus at skære skatterne voldsomt ned, så får man et billede af, hvor provokerende Struensees reformstorm var i 1700-tallets Danmark. Johann Friedrich Struensee (1737-1772) mistede som bekendt hovedet på skafottet.

Sammenligningen med outsideren Samuelsen er ikke grebet ud af luften. Havde en af Danmarkshistoriens mest dragende, men også tragiske lederskikkelser levet i dag, ville han sikkert være tiltrukket af netop Liberal Alliance. Han ville have samme asketiske holdning til den offentlige sektor og også ønske mindre stat og mere individ.

Venstre kunne måske også friste, men ikke med den midtsøgende kurs, der bragte Anders Fogh Rasmussen til magten i 2001. Struensee havde gerne været medforfatter til Foghs liberale manifest, bogen ”fra socialstat til minimalstat” fra 1993, men næppe brudt sig om partiets nuværende signalforvirring, om den offentlige sektor skal ned på nulvækst eller ej.

Han ville heller ikke være tilhænger af den aktivistiske udenrigspolitik, som Fogh gav fuld skrue med vores krigsindsats i Irak og Afghanistan. Hans egen intention var at skære den danske hær ned til en bemanding på 10.000 -20.000. En provokation, for målet dengang var, at Danmark – med et indbyggerantal på under en million – skulle kunne mønstre hele 100.000 våbenføre mænd.

Den sindssyge kong Christian den 7s livlæge fascinerer i denne tid anmeldere og publikum. Mere end 200.000 har set storfilmen ”En kongelig affære” om den moderniseringsrevolution, Struensee satte i gang og som i en ultrakort periode gjorde et lille formørket land mod nord til et af Europas førende laboratorier for før-liberale samfundseksperimenter.

Det var en sand lovstorm i et tempo, Helle Thorning-Schmidts (S) regering umuligt vil være i stand til at kopiere, selvom regeringen har bebudet, at den måned efter måned vil lave store og mange reformer resten af året.

Om den svære omstillingsøvelse vil koste regeringen taburetterne inden årets udgang – det er et åbent spørgsmål.   For Struensee gik det som bekendt galt at luge så voldsomt ud i velerhvervede rettigheder. Han lagde sig ud med de offentligt ansatte, adelen og hæren – det var for mange på én gang og for hurtigt.

Nok var Struensee visionær, men han begik et hav af ledelsesmæssige bommerter. Trods sin rationelle no-bullshit-tankegang brugte livlægen ikke ”Håndbog for Statsministre”. Ganske vist skulle han ikke som i dag tælle til 90. Han var ikke demokrat – det var oplyst enevælde. Men alligevel bør enhver magthaver tænke sig godt om, før man gør de privilegerede sure.

I starten, hvor han blot var spindoktor for kongen, gik det godt. Denne var træt af ”parykkerne” i den forvænte adel og blandt embedsmændene, som forsøgte at styre landet uden om kongen og bevare deres privilegier. For eksempel ser vi i filmen kongen erklære kamp mod ”lort” i de uhumske og rottebefængte københavnske gader, iscenesat af sin tyske rådgiver. Der skulle ansættes flere natmænd for at forbedre hygiejnen, mente kongen. For så vidt en udmærket ide, der ville give god mening i dag, hvor kloakvandet står op i vores kældre. Men finansieringen? Den skulle findes ved at skære i offentlige pensioner.

Med andre ord: En lige venstre mod dem, der havde snablen nede i offentlige kasser. Det ville svare til overnight at afskaffe efterlønnen eller børnechecken – og dermed lægge sig ud med stærke vælgergrupper.

Da Struensee siden reelt blev landets statsminister og kunne tage dristige beslutninger uden medunderskrift fra kongen, gik det galt. Lad os gennemgå fejlene en for en, for de rummer også advarsler til en topleder anno 2012.

Fejl nummer et var, at han ikke byggede alliancer op i tide. Han sørgede hverken for at splitte sine modstandere eller skabe en tilstrækkelig magtbase. Den forvirrede konge og Struensees elskerinde, den isolerede dronning, var ham ikke nogen reel hjælp.

For eksempel var det taktisk uklogt at afvise en af de grever, der havde hjulpet ham tæt på kongen og dermed til magten, da denne gamle proselyt var kommet i økonomisk uføre og derfor bad om penge. Struensee var i en position, hvor han med lethed kunne finde pengene, men nok så sympatisk afslog han at bruge offentlige midler på den slags.  Det skulle vise sig fatalt ikke at pleje baglandet.  Greven var med i den sammensværgelse, der sendte reformatoren på skafottet.

Fejl nummer to var at lægge sig ud med officerer i den danske hær.  Struensee mente, at Livgarden var til pynt. Den skulle fjernes, selvom det står på side 1 i magt-håndbogen: Skær aldrig ned på militæret, hvis du vil overleve.  Fra moderne politik ved vi også, hvilken ballade der bliver, når landspolitikere vil nedlægge kaserner. Eller når forsvarsminister Nick Hækkerup (S) udfordrer traditionerne ved at slå jobbet som forsvarschef offentligt op.

Fejl nummer tre var reformtempoet. Han førte i hundredvis af beslutninger ud i livet på få måneder. Det gik for hurtigt. En moderne politikertype ville langsomt have forberedt befolkningen på forandring, for eksempel gennem diverse kommissioner, der kunne bruges til at prime de store beslutninger inden for velfærd, arbejdsmarked og skat.

Fejl nummer fire var – ironisk nok – at han afskaffede censuren og indførte trykkefrihed i pagt med oplysningstidens idealer. Det skulle i den grad ramme ham selv, at forløberne til den danske presse dermed fik frit spil.  Smædebreve om hans utugtige forhold til landets dronning begyndte at storcirkulere blandt befolkningen og var med til at vende den mod Struensee, der ellers ofte kæmpede de svages sag.  Tyskeren blev spinnet ud af kræfter, han ikke kunne kontrollere.

Så glubsk er mediedyret også i dag. Det har toppolitikere som Lene Espersen (K) og senest Villy Søvndal (SF) mærket på egen krop.  I modsætning til Struensee har de dog bevaret hovedet.

Hvor slutspillet i komplottet mod den intetanende Struensee indledtes? I Hofteatret, der den dag i dag eksisterer på Christiansborgs ridebane. Hvor det ligger? Såmænd kun 25 meter fra det kontor, hvor Anders Samuelsen holder til…

Oppositionen grinede og lavede vittigheder om kommende børnefødselsdage i Skatteministeriet, da Danmarks hidtil yngste minister trådte til. Men Thor Möger Pedersen (SF) er et stort talent. Hans evne til at analysere og forstå komplicerede politiske sager er på højde med Anders Fogh Rasmussens, da denne også var ung skatteminister.

Den 27-årige ministerkomets ageren bag de lukkede døre får erfarne embedsmænd til at sammenligne Möger med den senere statsminister, der var eminent til hurtigt at nå ind til kernen af komplekse problemstillinger.

Man kan være ung minister på flere måder. Man kan forsøge at være mere embedsmand end embedsmændene. Det vinder man næppe respekt på. Man kan også undlade helt at stille spørgsmål til embedsmændenes notater for at prøve at virke klogere, end man er. Det kommer man heller ikke langt med. Möger-metoden er at læse komplicerede notater grundigt, forstå dem, slå ned på de ømme punkter og formulere den politiske retning, og det er netop den evne, der giver mindelser om Fogh.

Men samtidig er Möger på godt og ondt eksponent for, at erfaringskilometer i benene tilsyneladende tæller mindre og mindre i dansk politik: Den nye regering er blandt de yngste i Europa; ministrenes dåbsattester kunne lige snige sig op på 43 år i snit, da regeringen trådte til. Til sammenligning havde Foghs første regering i 2001 et alderssnit på godt 50 år.  Også folketingsmedlemmerne bliver stadig yngre; gennemsnitsalderen på Christiansborg er faldet med fire et halvt år siden valget i 1998.

Da Fogh som 34-årig blev skatteminister i 1987, blev han stadig betragtet som relativt grøn. Han svarede igen ved at være enormt flittig og mere velforberedt end alle andre. Til gengæld kunne han være meget studs over for Skatteministeriets folk.

Möger har en mere venlig tilgang, men kan også slå hårdt til: Man kan opleve en imødekommende, uformel fyr, der er på fornavn og konstant giver alle hånd, og en toppolitiker, som er knusende brutal, når han finder det hensigtsmæssigt.

Han har hårdhændet fyret – eller rettere: fritstillet – sin erfarne departementschef, Peter Loft, der startede sin karriere i ministeriet fem år, før ministeren blev født. Dermed har den tænksomme og indimellem næsten ydmyge Möger demonstreret, at han også rummer den brutalitet, der skal til, når man vil til tops.

Möger har tilsyneladende vurderet, at Loft ikke var manden, der sammen med ham kunne gennemføre en række planlagte omlægninger af ministeriet.  Det er en klassiker, man også kender fra erhvervslivet: Tror den nye bestyrelsesformand, at den gamle administrerende direktør kan vende skuden, eller skal der friske kræfter til?

Men fritstillingen er ikke uden udfordringer. Möger har brug for masser af embedsmands-ekspertise for at kunne skrue regeringens bebudede forslag til en skattereform sammen. Det skal ske inden sommerferien, og det er kompliceret. Hovedudfordringen er at finde en måde at finansiere en skattelettelse på arbejde, en teknisk og politisk svær øvelse, som Loft med sine 32 år i Skatteministeriet kunne have bidraget til.

En vellykket skattereform vil være Mögers store eksamensprojekt. Eet er at kunne lave politiske strategier og sætte streger på et stykke fremtidspapir – det beviste han før valget som en af arkitekterne bag den tætte alliance med Socialdemokraterne.  Noget andet er med list og lempe at få tingene gennemført, først internt i regeringen og siden i Folketinget. Det mangler vi endnu at se.

Skatteministeriets embedsmænd fornemmer stadig en vis ledelsesmæssig famlen. Nok har politiske kommentatorer kaldt Möger for ”SFs administrerende direktør”, fordi regeringsparterne S og R godt ved, at de skal henvende sig til ham og ikke Villy Søvndal, hvis de vil have tingene gennemført. Og nok er han sjakbajs for SF-ministrene og sidder i regeringens to tungeste udvalg, Koordinations-og Økonomiudvalget.

Men alligevel er SF flere gange blevet kørt over. På Mögers eget område har De Radikale i spørgsmålet om Tobin-skatten næsten enerådigt tegnet regeringslinjen – med hårdnakket modstand mod en international skat på finansielle transaktioner. Og i striden om betalingsringen i Storkøbenhavn sprang Socialdemokraterne fra, selvom Möger kæmpede til det sidste på de indre regeringslinjer – for længe vil nogen mene.

Begyndervanskelighederne kan tilskrives den unge alder og at han – af gode grunde – ikke har nogen tidligere SF-ministre at spørge til råds om livet i en regering. Han vender ledelsesmæssige dilemmaer med veteraner som Steen Gade og Holger K. Nielsen, men egentlige ministermentorer kan de ikke være.  Möger må stykke sin learning-by-doing-ledelsesstil sammen med input mange steder fra, også fra kontakter i organisationsverdenen og erhvervslivet.

Noget folkeligt gennembrud har Möger ikke fået. Ved folketingsvalget fik han kun 684 personlige stemmer og kom ikke ind; i SFs eget bagland er holdningerne til ham delte, og skatteministerposten har aldrig rigtigt været nogen adgangsbillet til popularitet.

Samtidig har Möger sværere arbejdsbetingelser end Fogh, der som skatteminister havde en næsten telepatisk kontakt med statsminister Poul Schlüter (K), som blev en slags læremester for ham. Og i Udenrigsministeriet sad en stærk Venstremand, Uffe Ellemann-Jensen, der fremstod mere overbevisende end Mögers svækkede formand, Villy Søvndal, som oven i købet må trækkes med et splittet SF.

I forhold til Folketinget er Möger ydermere handicappet af, at han ikke ligesom Anders Fogh har gået i Christiansborgs mesterlære. Fogh havde været folketingsmedlem i ni år og lært mange tricks inden ministerlivet.

Folketingets Skatteudvalg med Venstre i spidsen har da også gjort alt for at teste Mögers driftssikkerhed. Fra dag 1 er han blevet kaldt i et hav af samråd. Det er dog gået forbavsende godt, omend skattepolitikerne har sporet en svag sprække: Når ministeren bliver presset, drikker han masser af vand og guffer store mængder nikotin-tyggegummi.

Det tager oppositionen som et fysisk tegn på, at talentet trods alt er til at ryste en smule, når modvinden indfinder sig.

”Lægemiddelindustriforeningen har gennem et bevidst strategisk valg redefineret vores rolle fra at være sælgere af medicin til i stedet at være leverandør af sundhedsydelser og partner med sundhedsvæsenet. Det betyder også nye udfordringer, når det gælder vor dialog med politikere og myndigheder. Peter Mose har stor indsigt i de politiske rammebetingelser og moderne interessevaretagelse. Derfor er det værd at lytte til ham.”

Lars Nielsen, PA-direktør Finansrådet:

”Peter Mose har et enestående netværk og indsigt i det politiske maskinrum. Han forstår politikernes, embedsmændenes og lobbyisters arbejdsvilkår og kan – som en af de få herhjemme – videreformidle disse på fornem vis.”

Mikael Bay Hansen, chef for Dansk Metals formandssekretariat:

“Man finder sjældent en kombination af skarpt blik for kommunikation, politisk analyse og ledelse samlet i en person. Det finder man i Peter Mose, hvilket gør ham til en fantastisk sparringspartner og samtidig en person, der både kan coache og komme med praktiske anvisninger til at løse konkrete problemer.”

Nikolaj Juhl Hansen, Senior Office Partner, advokatselskabet Eversheds:

”Vi har brugt Peter som sparringspartner på vores nye pressestrategi og fået en super betjening. Peters indsigt i effektiv kommunikation er meget værd for os, og hans villighed til at servicere os på den måde, vi har brug for, gør det meget nemt at samarbejde. Med sin ærlige og hurtige feedback er han et aktiv for vores virksomhed.”

Villy Dyhr, forbundssekretær HK:

“En analytisk stærk rådgiver, der kan levere et professionelt serviceeftersyn af en organisations kommunikation og aflevere det præcise notat med de ærlige og nødvendige forbedringsforslag. Det er tydeligt, at han selv har ledelseskilometer i benene, politisk tæft og stor viden om moderne kommunikation.”

René Bugge Bertramsen, stabschef, Københavns Kommune, Børne- og Ungdomsforvaltningen:

”Som gammel embedsmand fra centraladministrationen er det tydeligt at høre, at Peter Mose har forstået Slotsholmen og hvordan embedsmænd tænker – om sig selv og relationen til ministrene. Peter evner at “høre fuglene tale”, som man siger: stor indlevelse og solide, skarpe analyser. Peter overgår med lethed de velkendte kommentatorer på TV2, TV2 News og DR1.”

Claus Skovhus, redaktør af Berlingske Business Magasin:

“Peter har indsigt og indlevelse i den politiske dagsorden og formår at omsætte det til perspektivrige analyser, som højner læsernes forståelse og viden om den politiske udvikling, der har betydning for ledelsesarbejdet i danske virksomheder. For Berlingske Business Magasin er det altafgørende, at vi kan tilbyde kompetent indhold. Magasinet henvender sig til beslutningstagere, der træffer strategiske valg, og de stiller krav til aktualitet, troværdighed og præcision.”

Carlos Villaro Lassen, direktør for Ferieudlejernes Brancheforening:

“Javel, Peter Mose! Hans foredrag om centraladministrationen og den øverste ledelseskamp er et must-have foredrag.  Her har man mulighed for at blive indført i en unik verden for topembedsmænd med Peter Moses utroligt store viden og analytiske evner. Med udgangspunkt i sin bog JAVEL, HR. MINISTER! har Peter et foredrag, der vil være meget velegnet til en årsdag, et bestyrelsesmøde eller seminar.”

Ole Lund Jensen, kontorchef Danske Regioner:

“Peter Moses oplæg om dansk politik er relevante for alle, der arbejder med eller ønsker at påvirke de politiske beslutningsprocesser. Han formår at skaffe sig netop den viden og sætte netop den analytiske ramme, der gør et foredrag unikt.”

 Karen Lumholt, med-underviser på Journalist-og Mediehøjskolens kurser i strategisk kommunikation:

”Peter er lynskarp to the bones, ambitiøs, initiativrig, humoristisk. Hans indsigt i kompleksiteten, strukturer og magtforhold inden for kommunikation, politik, organisation og ledelse er der vel ikke mange herhjemme, der kan hamle op med.”

Et nationalt kompromis mellem lønmodtagerne, arbejdsgiverne og regeringen kan blive Harald Børstings sidste chance for at indskrive sig som en stor LO-formand, der får fingeraftryk på afgørende samfundsreformer, men også sørger for, at fagbevægelsen får betaling for det.

Derfor kæmper LO på fortrolige møder i Finansministeriet for, at de kommende trepartsforhandlinger ikke ender i fiasko. Børsting har betroet sin cheføkonom, Jan Kæraa Rasmussen, opgaven med at lege med forskellige reformmodeller i samarbejde med budgetbisserne i ministeriet.

Sammen med økonomen Asbjørn Riis – en af finansminister Bjarne Corydons (S) allernærmeste rådgivere –  har Kæraa haft godt gang i regnemaskinerne: Hvor stor en samfundsøkonomisk gevinst giver det eksempelvis, hvis danskerne må vinke farvel til en række fridage? LO er tilsyneladende indstillet på at gribe dybt i værktøjskassen, når de med spænding imødesete forhandlinger begynder senere på foråret.

Også de to andre hovedorganisationer – FtF og AC – er parate til at tage fat på reformer, der på kort sigt kan gøre ondt på medlemmerne, men i længden skabe grobund for nye job og flere investeringer.  De er villige til at sluge store kameler. Alt er i spil - afskaffelse af helligdage, senere tilbagetrækning, fjernelse af den betalte frokostpause, en dæmpet lønudvikling.

Om hovedorganisationerne også vil være i stand til at sælge det budskab til folkeskolelærerne, tømrerne, sygeplejerskerne og gymnasielærerne – det er et af de store spørgsmål. Men udfordringen er, at der i rekordtempo er forsvundet 175.000 private job herhjemme.

Derfor varmer regeringen op til, at de danske lønninger holdes i ro i flere år. Danskerne skal også arbejde mere og længere. Til gengæld skal store lønmodtagergrupper løftes uddannelsesmæssigt, heriblandt de ufaglærte.  Dermed vil Danmark blive styrket i den globale konkurrence.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har endnu mere på spil end Harald Børsting. Et nationalt kompromis med arbejdsmarkedets parter vil give hende en enestående mulighed for at blive indskrevet i historiebøgerne som en stor regeringschef – efter en mildt sagt elendig regeringsstart. Samtidig vil hun presse sin hovedmodstander, Venstres Lars Løkke Rasmussen. Hvis hun får arbejdsgiverne med sig, får han svært ved ikke at støtte regeringen. Det vil være en sejr, efter at Løkke nedladende har kaldt forhandlingerne en ”kaffeklub”.

Statsminister Poul Schlüters lavede i 1987 et lignende svendestykke, da det lykkedes ham at skabe rammen for den vigtige ”fælles erklæring”, der betød, at lønstigningerne blev sendt på slankekur mod en klar modydelse til fagbevægelsen, nemlig de berømmede arbejdsmarkedspensioner til glæde for LO-arbejderne.

Hos arbejdsgiverne breder forventningen sig om, at regeringen – trods medieforlydender om det modsatte – har store ambitioner med trepartsforhandlingerne. Der tales i krogene om et muligt big bang, hvor en skattesænkning på arbejde kastes ind som en bombe under forhandlingerne. Hvis R, S og SF samtidig undlader at øge erhvervslivets skattebyrder, er vejen banet for en meget omfattende trepartsaftale.

En skattelettelse vil mindske lønpresset herhjemme.  Nok har tilbageholdenheden været stor i forårets overenskomstforhandlinger, men regeringen og arbejdsgiverne ser ud til at gøre fælles front, senest med udmeldinger fra erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF): Nøjsomheden skal fortsætte de næste mange år, så balanceproblemerne i forhold til udlandet langsomt mindskes.

Et skræmmende amerikansk eksempel illustrerer, hvad det er for en jobflugt, Danmark skal forsøge at bremse: Virksomhedsikonet Apple producerer i stigende omfang sine produkter i Kina. Da præsident Barack Obama for et år siden spurgte topchefen Steve Jobs om, hvad der skulle til for, at jobbene kunne komme tilbage til USA, var svaret ifølge The New York Times (NYT) nedslående: ”De kommer aldrig tilbage”, lød det fra Jobs.

Det handler ikke alene om lave lønninger, men en kinesisk arbejdskraft, der er dygtig og ikke mindst fleksibel. Da Apple på Jobs´ forlangende i sidste øjeblik redesignede sin Iphonemodel, blev 8000 kinesiske arbejdere vækket fra deres sovesale: Skrøbeligt plastic skulle skiftes ud med ridse-afvisende glas. Arbejderne fik ifølge NYT hver en kop kaffe og en kiks; en halv time gik der, så var arbejderne i gang i 12 timers skift. Og inden 96 timer kunne fabrikken producere mere end 10.000 Iphones om dagen.

Det fænomen kan og skal ikke efterlignes herhjemme. Men hos alle tre parter vokser erkendelsen af, at den danske arbejdskraft skal blive mere produktiv, fleksibel og veluddannet, hvis vi igen skal opleve jobvækst herhjemme.

Meget kan dog gå galt i forhandlingerne: Regeringen er måske sin egen værste fjende. Flere toneangivende LO-forbund er rystede over, hvor lidt driftssikre centrale ministre – inklusive statsministeren selv – er.

Ét er den elendige håndtering af den storkøbenhavnske betalingsring. Værre er det, at Bjarne Corydon opfattes som en regnemaskine-teknokrat, der indtil nu ikke har formået at signalere forståelse for, at et godt trepartsresultat fordrer, at alle både tager og giver.

Arbejdsmarkedets parter har en særlig forhandlingskultur: Forhandlerne bevæger sig med list, lempe og gensidig respekt imod hinanden og langsomt frem til et resultat, som både arbejdsgivere og lønmodtagere kan leve med. Og bagefter går begge parter ud og forsvarer det fælles resultat.

Derfor vækker det harme i LO-forbundene, at finansministeren på forhånd har dikteret, at entrebilletten for at deltage i forhandlingerne skal koste lønmodtagerne fire milliarder kroner – uden modydelse.  Pengene skal angiveligt alene gå til at lukke huller i den slunkne statskasse.  Så firkantet taler en teknokrat og ikke en dreven politiker, lyder kritikken fra ”vennerne” i fagbevægelsen.

Corydon har i mange år været embedsmand hos Socialdemokraterne, inden han blev hentet ind som minister. Nu kommer han til at sidde for bordenden under denne regerings hidtil mest komplicerede forhandlinger, hvad i den grad kræver fingerspitzgefühl.

Finansminister Bjarne Corydon (S) står i disse måneder bag en historisk hård udrensning af direktører, chefer og medarbejdere rundt om ministerierne.  Paradoksalt nok har de omfattende fyringer ikke ført til nævneværdig omtale i pressen, selvom regeringen går til stålet på en måde, Anders Fogh Rasmussen aldrig vovede og en anden Venstre-statsminister, Lars Løkke Rasmussen, kun nåede at gøre de indledende forberedelser til.

Nu har regeringspartier, der ellers regner offentligt ansatte som kernevælgere, overtaget Lars Løkkes slankekur: Løkke kaldte det ”fokuseret administration”, den nye regering kalder det ”effektiv administration”, men sparemålet er det samme: Udgifterne til løn og drift skal i år reduceres med 2,5 procent og med 2,5 procent mere i 2013.

Den manglende larm i offentligheden bekræfter en politisk læresætning: Havde Corydons forgænger – Venstremanden Claus Hjort Frederiksen – været lige så barsk, var han formentlig blevet stærkt kritiseret af Socialdemokraterne og SF, mens Enhedslisten ville have stillet byger af kritiske spørgsmål.

Mens relativt få fyringer på Det Kongelige Teater har fået masser af spalteplads,  foregår det under medietavshed, at flere hundrede embedsmænd – heriblandt snesevis af chefer – allerede er afskediget eller under afvikling, og fyringsrunderne, der især rammer DJØFere, HKere og Dansk Magisterforenings medlemmer, er langt fra slut. Inden udgangen af 2013 skal staten have sparet næsten en milliard på personale og drift.

Frygten er, at hårdhændede McKinsey-metoder nu er flyttet ind på Slotsholmen. Det sker med sigte til, at Corydons departementschef, David Hellemann, har været ansat i netop konsulentfirmaet McKinsey: Usikre embedsmænd spørger i krogene, om den reelle dagsorden er at fjerne chefer, man ikke kan lide. Og i samme hug skille sig af med ældre medarbejdere og yngre, der betragtes som fejlansættelser.

Budgetbisserne har bedt departementscheferne for hvert enkelt ministerium om at eksekvere uden sentimental skelen til den psykologiske kontrakt om, at ansatte i centraladministrationen har tradition for stor jobtryghed. Ellers ligger det i luften, at de administrative topchefer selv havner i den sorte karrierebog.

En af sparemetoderne er at slå styrelser sammen til superstyrelser og bruge anledningen til at slanke direktionerne, chefgrupperne og medarbejderstaben. Den metode har to SF-ledede ministerier taget til sig, nemlig Erhvervs-og Vækstministeriet og  Sundhedsministeriet, hvor Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen slås sammen.  Finansministeriet er selv gået foran ved at foretage en stor styrelsesfusion i egne rækker.

I SFeren Ole Sohns ministerium blev de ansatte i Erhvervsstyrelsen (en ny fusionsstyrelse med opgaver fra tre gamle styrelser) bedt om at sidde klar ved telefonerne. Hvis den ringede, var det lig et prik.

I en anden styrelse måtte chefer og medarbejdere gennem en to måneder lang omstillingsrunde, før der endelig blev sat navn på fyringerne. Cheferne kunne ikke berolige medarbejderne, for de vidste heller ikke, om de selv var købt eller solgt.

Et sted blev styrelsesdirektøren uden forvarsel sendt på gaden med besked om ikke at besidde ”tilstrækkelig forandringskapacitet”. En anden direktør fik to døgn til at beslutte sig: Tag imod et statsligt job i Vestjylland eller ryg på elefantkirkegården og bliv kommitteret (en særlig retrætestilling for topembedsmænd).

Finansministeriet har selv vist de øvrige ministerier vejen ved at slå sine egne styrelser – Personalestyrelsen (statens ”personalekontor”) og Økonomistyrelsen (statens ”regnskabskontor”) –sammen til Moderniseringsstyrelsen. Det skete ganske kort tid efter, at Corydon og den nye regering havde sat sig i stolen og kom som en bombe for styrelserne: Finansministeriets top håndplukkede en af sine egne regnedrenge – en afdelingschef fra departementet – og installerede denne som chef for den fusionsramte styrelse.

Fra gammel tid har der været en kulturkløft mellem budgetbisserne og den mere HR-prægede forhandlingstilgang, som er en del af Personalestyrelsens DNA. Men skiftende finansministre har holdt hånden over styrelsen og dens linje – af frygt for strejker på det offentlige overenskomstområde. Der skal forhandles nye overenskomster i 2013, forberedelserne i Moderniseringsstyrelsen går i gang efter sommerferien.  Men nu er nøgle-embedsmænd med stor viden om forhandlingssystemet enten røget ud eller degraderet, heriblandt en vicedirektør.

DJØF mener, at fyringerne – ikke mindst dem i Finansministeriet – er håndteret unødigt klodset og har klaget til finansministeren. Fagforeningen mener ikke, at Finansministeriets top udviser god ledelse og dermed er den rollemodel, ministeriet bør være over for resten af centraladministrationen.

Men nedskæringerne står ved magt. Regeringen vil ikke beskyldes for økonomisk uansvarlighed, så ministrene må ikke bruge en krone ekstra, før der er nye penge til rådighed. Dermed har Finansministeriet indtaget sin klassiske rolle som Slotsholmens økonomiske pitbullterrier.

Det fik ministeriet ikke lov til under Anders Fogh. Hans politiske projekt gik ud på at demonstrere, at han var lige så god til at skaffe velfærd som Socialdemokraterne. Derfor var regnedrengenes styreparadigme ikke i højsædet. Men med den nye regerings dagsorden om budgetdisciplin og løntilbageholdenhed kan man tale om et tag-selv-bord for de hårde finanshunde, der ikke er bange for at eksekvere og diktere.

Resultatet er granatchok i de ramte styrelser, afdelinger og kontorer og et embedsmandskorps præget af frygt. Nu skal de nye direktioner og chefgrupper (topembedsmænd – må man formode – med ”tilstrækkelig forandringskapacitet”) finde sammen med de tilbageblevne medarbejdere for at få den håbede fusionssynergi til at opstå.

Men sådanne helingsprocesser sluger tid og energi. Dermed risikerer de berørte ministres produktionsapparater at tabe tempo og effektivitet  – stik modsat  af, hvad en trængt regering ønsker af sine embedsmænd netop nu.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er under voldsom beskydning fra officerer i det danske forsvar, fordi han har slået jobbet som ny forsvarschef offentligt op og samtidig koblet et headhunterfirma på opgaven. Hækkerup vil angiveligt hellere have en medgørlig civil administrator end en erfaren general eller admiral med solid militær baggrund.

Ophavsmand til den beskyldning er Jørn Olesen, pensioneret kontreadmiral og forhenværende chef  for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). I et åbent brev til Folketingets forsvarsudvalg advarer han kraftigt imod en skrivebordsgeneral. Olesen bruger ikke selv ordet ”DJØFisering”, men det ligger mellem linjerne.

Hækkerup er af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blevet bedt om at modernisere forsvaret. Den første styrkeprøve udspiller sig nu, ikke mindst i Berlingske, der dag efter dag lægger spalteplads til frustrerede og vrede militære røster, som taler om ”tillidskrise”.

Gummistempel

Hidtil har traditionen været, at generaler og admiraler fra forsvarets tre værn skiftedes til at få jobbet som forsvarschef – en slags turnusordning og magtdeling mellem Søværnet, Hæren og Flyvevåbnet.  Dermed har skiftende forsvarsministre i realiteten fungeret som et gummistempel, der blot kunne nikke til den kandidat, som stod for tur.

Det er denne selvsupplerende militære rekrutteringskultur, en af regeringsholdets mest ledelsesbevidste ministre nu tager et opgør med.  Som tidligere Hillerød-borgmester med flair og interesse for moderne ledelsesformer har Hækkerup selv været med til at ansætte kommunaldirektører, så hvorfor ikke lade moderne tider komme til forsvaret.

Det er ikke unormalt ved andre topjob, at et stillingsopslag suppleres med, at et headhunterfirma ringer rundt til potentielle kandidater for at tjekke markedet.  Det er også sket her, men udlægges som desperation fra Hækkerups side: At han mangler kvalificerede kandidater i bunken og har malet sig op i en krog.

Det er ikke første gang, at militærfolk hidser sig op over nye måder at rekruttere på. Under den borgerlige regering satte selvsamme Jørn Olesen sig også til tangenterne, da en civilist for første gang i FEs historie røg til tops som leder af efterretningstjenesten: Thomas Ahrenkiel –  embedsmand med baggrund i Udenrigsministeriet og Statsministeriet – blev i 2010 sat i spidsen for FE.

Ved den lejlighed advarede Olesen mod ”djøffernes overtagelse” af et job, der hidtil havde cirkuleret mellem officerer fra Søværnet og Hæren. Det var en strid med klare paralleller til udnævnelsen af Leon Panetta som chef for CIA, FEs amerikanske søsterorganisation. Da Barack Obama i 2009 valgte Panetta, skortede det ikke på kritiske røster, fordi den nye chef manglede konkret erfaring med efterretningsvirksomhed.

Bagholdsangreb fra Statsministeriet

Hækkerup ryster tilsyneladende ikke på hånden: Berlingske har på lederplads opfordret ham til at genopslå jobbet som forsvarschef, blandt andet fordi en række generaler har afholdt sig for at søge. Det afviser han blankt. Ministeren føler sig overbevist om, at han kan stille med en dygtig forsvarschef inden for en måned.

Det værste, der kan ske for Hækkerup nu, er, at regeringstoppen ryster på hånden og kommer med et bagholdsangreb; altså at Helle Thorning blander sig i, hvem der skal have jobbet og dermed kortslutter Hækkerups moderniseringsplan.  Det vil undergrave hans autoritet voldsomt.

Blandt menige ministre har statsministeren fået ry for at ville detailstyre ved udnævnelser, mens hun lader vigtigere ting ligge. Et forkert statsministergreb nu vil udløse en voldsom krise på det socialdemokratiske ministerhold, hvor lunten i forvejen er kort.

• Se også kurset “undervisning i politisk tæft”

• Egnet til konferencer, seminarer og møder, hvor ledelse, politik og  indflydelse er på dagsordenen.