Det fyger med påstande i den republikanske lejr i forbindelse med den amerikanske præsidentvalgkamp. Sjældent er Europa blevet brugt mere systematisk og vedholdende som fjendebillede og skrækeksempel på, hvor USA kan ende – i økonomisk stagnation og med en gældskrise som Grækenlands. Målet er at ramme den demokratiske præsident og dæmonisere ham som en fremmed fugl i amerikansk politisk kultur.

Men i europæiske regeringskontorer synes man ikke, at det er særligt charmerende at være vidne til, siger EU-eksperten Lykke Friis (V). Så hvis Mitt Romney – en af de republikanere, som ikke har holdt sig tilbage med europæiske skræmmebilleder – ender med at sidde i Det Hvide Hus, er der nogle transatlantiske skår, der skal klinkes, siger den tidligere klima- og energiminister, der netop har afløst Uffe Ellemann-Jensen som formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.

I Frankrig, hvor der også er præsidentvalgkamp, er retorikken for øvrigt stik modsat: Præsident Nicolas Sarkozy roser i øjeblikket et andet europæisk land til skyerne – i håb om selv at hente stemmer. Stem på mig, så bliver Frankrig som Tyskland – med lav arbejdsløshed og høj produktivitet – er budskabet. På begge sider af Atlanten leder toppolitikere efter den korteste vej til vælgerne, og i USA har det tilsyneladende en solid resonansbund at nedgøre Europa – i forsøget på at ramme præsidenten.

Obama ikke langt fra Clinton

Set med danske og europæiske øjne er beskyldningen om, at Obama på det nærmeste ligner en skandinavisk eller centraleuropæisk socialdemokrat, skudt langt over målet. Det er mere præcist at betegne præsidenten som en forholdsvis pragmatisk, midtsøgende demokrat – måske i den liberale ende af det demokratiske parti, men ikke langt fra Bill Clinton, hans forgænger som demokratisk præsident. Det siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier på Syddansk Universitet.

Når det kommer til stykket, er Obama meget langt fra at være socialdemokrat. Nok kan man måske afkode træk, der kunne minde lidt. Men det ville være et overgreb mod hans politiske synspunkter at gøre ham til noget, der bare rimer på ordet socialist.  Der er intet, der tyder på, at han ønsker en skandinavisk velfærdsmodel.

Til gengæld er han i en amerikansk kontekst langt mere centralistisk end sine republikanske modstandere. Han tror på centralstatens evne til at kreere noget, som kunne ligne videreførelsen af en angelsaksisk velfærdsmodel, der ikke skaber så megen ulighed i det amerikanske samfund, påpeger Mads Fuglede, USA-ekspert og ekstern lektor på  Københavns Universitet.

Men bag valgkampsretorikken gemmer sig blandt mange republikanere også en reel frygt for, at Obama trods alt er en europæisk politikertype. De har med mistro måttet se på, at Obama har indført en sundhedsreform, der gælder alle amerikanerne.  Dermed har de mistet retten til selv at vælge – en ret, der stikker meget dybt i nationens historie.

Siden USA’s grundlæggelse har mange amerikanere betragtet Europa som en døende dinosaur. Det er en arketypisk amerikansk forestilling, at hvis fremtiden ligger et sted, så er det i USA – og måske også i Asien – men ikke i Europa. De europæiske emigranter forlod et aristokrati. Derfor skulle USA være demokratisk. Europa var uden social mobilitet. Derfor skulle det være enhver amerikaners ret at klatre op ad den sociale rangstige. I Europa skulle skomageren blive ved sin læst. Derfor dyrker USA lighed.

Eller som Mads Fuglede siger: ”Amerikanere vil ikke opfattes som europæere, der blot er taget på udflugt til den nye verden”.

1700-tallets USA

Man skal helt tilbage til rødderne for at forstå, hvad de republikanske præsidentkandidater står for ideologisk.  Den ultraliberale Ron Paul tilhører the radicals, hans holdninger er som skåret ud af 1700-tallets måde at argumentere på, mens Rick Santorum er en klassisk  conservative  eller føderalist.

Thomas Stefferson (1743-1826, USA’s tredje præsident) er nok den, der bedst har formuleret det radikale budskab: USA skal ikke udvikle nogen stærk centralmagt. USA må ikke ende som et samfund, hvor staten er vigtigere end borgerne. De skal frit kunne udfolde og udvikle sig – i forsøget på at skabe deres personlige lykke. Over for det synspunkt stod føderalisterne, der mente, at USA burde erstatte den engelske centralmagt med en ny amerikansk. At USA er én nation og ikke en række delstater, der er lettere tilknyttet hinanden.

Disse ideologiske skel deler den dag i dag republikanerne: Ron Paul ønsker et USA med så lidt Washington som muligt, mens Rick Santorum vil have staten til at blande sig i, hvem man må gå i seng med – hvornår man må gøre det og med hvilket køn. Hos Santorum skal staten så at sige have adgang til dit soveværelse. Med andre ord: Paul og Santorum er de absolutte ideologiske yderpoler blandt de fire republikanere, der kæmper om at blive den endelige præsidentkandidat.

Newt Gingrich er i Mads Fugledes optik en politiker, der fisker i rørte vande; en typisk populist, der i højere grad formidler folkestemningen end en egentlig ideologi: ”Når Gingrich siger, at han er konservativ, er det aldrig til at finde ud af, hvad han mener”.

Endelig er der favoritten til at vinde nomineringen, Mitt Romney. Han er en moderat, der forsøger at finde en balance mellem de to yderpositioner. Han ønsker en stærk centralmagt – især militært – men er heller ikke blind for individets rettigheder.

Men overordnet set er Romney langt tættere på the radicals, end Obama nogensinde vil komme: Demokraterne ser centralmagten som selve nøglen til at skabe vækst og lighed. Demokraterne ønsker, at staten med sine offentlige programmer – og resterne af New Deal – kan og skal skabe et bedre USA.

Bruxelles værre end Washington

Hele dette historiske røntgenbillede kan være med til at forklare, hvorfor de republikanske kandidater totalt afviser de politiske spor, EU-landene har betrådt. Man skal ind i det demokratiske parti for at finde forståelse for den europæiske socialliberalisme. Republikanerne mener, at Europa er et politisk projekt, der er gået for langt i den kollektivistiske retning på bekostning af delstaterne (eller i en europæisk kontekst: nationalstaterne), civilsamfundet og individet.

Derfor opfatter den republikanske lejr ofte Bruxelles som EU’s ubehagelige svar på forbundshovedstaden Washington DC – blot er Bruxelles endnu værre, fordi magt og demokrati ikke følges ad på samme måde som i USA. EU-borgerne kan for eksempel ikke stemme direkte på José Manuel Barroso, formand for EU-kommissionen.

Et af paradokserne i den amerikanske valgkamp er, at selv indsigtsfulde amerikanske kommentatorer tilsyneladende ikke helt har styr på, hvad der foregår i EU-landene.  Eurokrisen udlægges i USA’s medier mere negativt end i europæiske, påpeger Niels Bjerre-Poulsen.

”De falder hurtigt ned i nogle stereotyper: handlingslammelse, manglende politisk styring, manglende vilje til at gøre det nødvendige. Nok er det ikke så langt fra, hvad vi også har set i europæiske medier, men det er mere udbredt i USA. Det samme er ideen om, at de europæiske velfærdssamfund er stagnerende.”

Desto større er forbløffelsen i USA, når økonomiske nøgletal fra europæiske lande er mere positive end de amerikanske. Lande som Tyskland, Sverige og Polen har vist pæne vækstrater. Men sådanne nyheder kommer som en stor overraskelse for amerikanske kommentatorer, der er med til at sætte tonen for den politiske debat på den anden side af Atlanten.

Netop sådanne positive nøgletal, der burde være mytedræbere, får Lykke Friis til at ryste ekstra på hovedet over den republikanske Europa-retorik. Det er stærkt ironisk at skulle lægge ører til den, især når man ser, hvem der startede hele den finanskrise, der var med til at skubbe EU ud i en krise, siger hun.

Andre udfald mod Europa

Lykke Friis vurderer, at dæmoniseringen af Europa med denne valgkamp har fået en ekstra tand. Men de republikanske udfald er dog ikke af helt ny dato.  Det sved for eksempel hårdt på europæiske regeringsledere, da Donald Rumsfeld – forsvarsminister under George W. Bush – udiplomatisk beskrev Tyskland og Frankrig som ”old Europe”. Og under præsidentvalgkampen i 2004 var republikanerne ikke sene til at gøre nar af demokraten John Kerry, der taler fransk. På en Youtube-hånevideo udstyrede de Kerry med fransk alpehue i pariserstil og kommenterede det med en salut om, at han ”looks french” – hvad absolut ikke var ment som nogen ros.

Spørgsmålet er, hvordan det transatlantiske forhold vil udvikle sig efter valget i USA. Eet synes at ligge fast, uanset om Obama fortsætter i Det Hvide Hus: USAs geopolitiske interesser vil koncentrere sig mere og mere om Stillehavet. Blikket vil blive endnu mere vendt mod Asien, mens Europa vil møde venlig, men behersket interesse hos en amerikansk administration.

Nok er der stor sympati mellem Obama og europæiske regeringsledere.  Og nok er en amerikansk præsident interesseret i tætte samarbejdsrelationer til Tysklands Angela Merkel og Frankrigs kommende præsident. Men i sidste ende vil Europa ikke være et højt prioriteret område, lyder den enslydende vurdering fra de tre danske eksperter.

Niels Bjerre-Poulsen sammenfatter det sådan: ”jeg tror ikke, at Europa vil blive negligeret. Men man ser ikke det store satsningspotentiale. Det handler snarere om vedblivende at have en partner, hvor forholdet stadig fungerer”.

Med andre ord: Der må ikke opstå for meget støj på linjen, men ellers skal den amerikanske energi lægges andre steder i verden, herunder på hjemmefronten: I sine første vigtige taler efter at have vundet forrige valg nævnte Obama ikke Europa, og i 2010 sendte han pludselig afbud til et topmøde med EU og brød dermed en tradition, europæiske ledere sætter højt.

Kittet smuldrer

Man skal tilsyneladende helt tilbage til Bill Clinton for at finde en amerikansk præsident, der for alvor engagerede sig i Europas skæbne, men dengang var den politiske geografi også anderledes: En kæmpe udvidelse af EU med en række tidligere kommunistiske lande stod for døren, ligesom det tidligere Jugoslavien fik Balkan til at stå i brand.

Mads Fuglede mener ikke, at man kan tale om, at USA i dag har en egentlig EU-politik.

”Man betragter det, der foregår i Europa, og forundres. Og så er man ved at omlægge USA til en nation, der har fokus på Stillehavet. Den udvikling vil fortsætte. Det handler ikke blot om vækstøkonomierne. Det er også dér, de sikkerhedspolitiske udfordringer er.  I Europa har virkeligheden ændret sig. Den kolde krig er forbi, og inddæmningen af kommunismen overstået.”

Lykke Friis vurderer, at det kit, der efter Anden Verdenskrig bandt USA og Europa tæt sammen, er ved at smuldre. Den udvikling vil blive forstærket, hvis Mitt Romney slår Obama.

”USA er stadig verdens stærkeste magt, så selvfølgelig vil Europa finde en modus vivendi med Romney. Men vi er på vej mod en politikergeneration, der ikke har det i sit DNA, at man altid skal kæmpe for det transatlantiske forhold.”

Alligevel er der måske et åndeligt fællesskab, der stikker dybere end som så. Og om ikke andet så binder økonomien USA og Europa sammen: Pludselig gik det for alvor op for amerikanerne, at eurokrisen i EU kunne trække USA ned i en recession. Det er formentlig i det lys, at USAs finansminister, Timothy Geithner, har været en flittig gæst i Europa.

Så til trods for, at USA mere og mere retter blikket mod landene omkring Stillehavet, har EU altså ironisk nok fået masser af amerikansk opmærksomhed de seneste måneder: Republikanske præsidentkandidater har skældt ud, mens ledende folk fra Obama-administrationen har ledt efter løsninger på gældskrisen.

Mange administrativt ansatte og politikere i landets fem regioner åndede lettet op, da Venstre tabte regeringsmagten. Deres arbejdsplader og poster blev alligevel ikke nedlagt. Men overlevelseskampen er langt fra slut: Der er ikke udsigt til et nationalt kompromis om regionernes fremtid. Tværtimod står regeringspartierne og oppositionen langt fra hinanden.

Derfor kunne den regionale glæde over valgresultatet ligne den galgenhumoristiske vittighed om manden, der falder ud fra 132. etage i New York. Hver gang han på sin vej mod den sikre tilintetgørelse passerer en ny etage, råber han optimistisk ud i luften: ”so far, so good”.

Nok kan regionerne netop nu fejre deres fem år fødselsdag, men det er langt fra givet, at de også vil være i live om fem år. Hvis Venstre, der stormer frem i meningsmålingerne, igen får regeringsmagten, risikerer regionerne – ligesom skyskrabermanden i New York – at ramme den  kolde asfalt: Så overtager staten formentlig sygehusene.

Regionsformand Bent Hansen (S) vil også blive slemt skuffet, hvis han stadig håber, at ”vennerne” i regeringen vil bruge kræfter på en ny storstilet reform, der forærer regionerne en masse opgaver fra kommunerne. Regeringen har bebudet, at den vil evaluere kommunalreformen og den nuværende arbejdsdeling mellem kommuner, regioner og staten.

Men indenrigsminister Margrethe Vestager (R) vil næppe lægge op til en væg-til-væg tilbagerulning. Der er ikke udsigt til et nyt kulegravende kommissionsarbejde som forud for Lars Løkke Rasmussens (V) kommunalreform, snarere nogle arbejdsgrupper, der kan foreslå mindre justeringer, for eksempel at overflytte og samle visse specialopgaver , der i dag er smurt ud i for tyndt et lag over de 98 kommuner.  Evalueringen, som regeringen sætter i gang i dag,  vil omfatte en lille håndfuld ministerområder: udover sundhed vil det være det specialiserede socialområde, miljø og den regionale udvikling.

Ingen af regeringspartierne lagde ellers i 2004 stemmer til reformen, der blev kaldt Lars Løkke politiske svendestykke. Den blev gennemført ved et smalt forlig med DF, og for regionernes vedkommende endte det med en struktur, opgavefordeling og manglende skatteopkrævningsret, som de nuværende regeringspartier var imod.

Men forsøger Bent Hansen og interesseorganisationen Danske Regioner at presse for meget på – i håb om et regionalt kæmpe comeback – er der garanti for ballade med KL og en række toneangivende socialdemokratiske borgmestre. Ydermere kan endnu et offentligt slagsmål – blot fem år efter at reformen vendte op og ned på det kommunale landskab – let dræne offentlige ledere og medarbejdere for energi. Fusioner og nye samarbejdsmønstre koster ofte mange penge og anstrengelser, i hvert fald i starten.

Ude i det politiske venteværelse står Venstre klar med kniven: Lars Løkke har langt fra opgivet sine planer om at erstatte regionsrådene med tre såkaldt ”professionelle bestyrelser”. Inden valget havde V sammen med K og DF flertal for den løsning. Lars Løkke har nu nedsat fem arbejdsgrupper, der skal gennemarbejde og gennemregne ideer, som skal omsættes til Venstres valgprogram op til næste folketingsvalg. Det skal være forslag, der kan få gang i væksten og udvikle en mere effektiv offentlig sektor: Blandt dem genfinder man disse tre statslige driftsselskaber.

Da Venstre på sit sommergruppemøde i august 2011 – få måneder før valget – lancerede planen om at nedlægge regionerne, formulerede partiets topfolk overskrifterne for, hvordan sygehusdriften skal organiseres: Inden 1. januar 2013 – og dermed før næste valg til regionsrådene – ville partiet skabe tre driftsorganisationer med bestyrelser, der skulle erstatte de mere end 200 folkevalgte politikere. De fem regioner har ifølge V udspillet deres rolle nu, hvor de kommende supersygehuse under stor ballade er placeret på danmarkskortet. Den nye udfordring er at skaffe patienterne den bedste og mest ensartede behandling til de billigste penge.

Alligevel kan man ikke udelukke en mellemløsning, hvor staten under Venstres ledelse vælger at holde sygehusene ud i lettere strakt arm. Det er en skræmmende tanke – også for centraladministrationens embedsmænd – hvis det ikke længere er muligt at have Bent Hansen at pege fingre af, når der begås fejl på sygehusene. Pludselig er det regeringen selv, der kan sidde med aben, hvis kræftsyge ikke får den rette behandling til tiden.

En allerede afprøvet afpolitiseringsmodel er selvejende institutioner med ”upolitiske” bestyrelser, som det for eksempel kendes det fra universiteterne. Modellen frigør umiddelbart landspolitikerne for det tunge driftsansvar, der er dømt til at give konflikter med både patienter, pårørende og presse; og det vel at mærke uden at tabe det egentlige formål af hænde: At sundhedsministeren og budgetbisserne i Finansministeriet kan sætte ind med voldsom styring og kontrol. Håbet er, at statsudpegede bestyrelsesmedlemmer vil være mere styrbare end en – set fra Slotsholmen – indimellem genstridig Bent Hansen.

Venstre kan dog støde ind i to udfordringer: Måske ser modellen god i teorien, men i praksis kan sundhedsministeren alligevel få skylden for alskens ulykker. Og hvilke masochister forestiller Venstre sig vil lade sig overtale til at sidde i disse bestyrelser, der bliver øretævernes holdeplads?

Kritikere af Venstres nedlæggelsesplan mener, at den er uretfærdig over for regionsrådene. Nok er der stadig børnesygdomme: De 14 hedengangne amter synes erstattet af fem selvrådige grevskaber, der er dårlige til at samarbejde – også lægefagligt – til skade for patienterne. Men regionerne har i det store hele løst de drifts-og udviklingsopgaver, de blev bedt om.

Regionerne har ikke mindst været med til at støbe fundamentet til fremtidens sygehusvæsen: Sammen med regeringen har de taget en række robuste beslutninger, der indebærer, at komplicerede behandlinger er ved at blive samlet på færre sygehuse.

Nu bliver næste store test at styre de milliard-dyre super-sygehusbyggerier i mål – uden at budgetterne løber løbsk. Ellers ender regionerne som jubeloptimisten i New York: Pludselig er der ikke flere etager at tælle, tilbage er blot lyden af et klask.

Da republikaneren Jon Huntsman under primærvalget i New Hampshire erobrede scenen for at holde en sidste pep talk til sine tilhængere, var den opildnende startmusik ikke til at tage fejl af.  Den nøje iscenesatte entre foregik til rockede toner af  ”It´s a beautiful day”. Dermed udgjorde bandet U2s klassiker endnu engang lydtapetet bag en toppolitikers omhyggeligt spinnede fremtræden, mens tv-kameraerne snurrer og vælgerne kigger med hjemmefra.

Folkene bag statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stod klar til at spille præcis samme  melodistump, der emmer af optimisme og en ny begyndelse, da hun på valgaftenen i november ankom til Vega, det gamle Folkets Hus i København. Der blev i den grad skruet op for højttaleranlægget, da aftenens stjerne kom: Tv-seerne skulle mindes om, hvor dejlig en dag det var:  10 års VK-styre var nu endelig slut.

Amerikanske og danske valgkampe ligner efterhånden hinanden.  Ikke nok med at kampagnefolkene på begge sider af Atlanten tager præcis samme forførende musik i brug. De retoriske tricks er ofte de samme; kopikommunikationen flyder hurtigt på tværs af landegrænser – og altså også mellem politikere af vidt forskellig kulør som Huntsman og Thorning.

Danske kopimagere

Den amerikanske paradedisciplin storytelling har f.eks. for længst fundet sine kopimagere herhjemme: Statsministeren fik for nylig mindet os om, at hun altså er fra Ishøj og har rødder i det kongelige danske socialdemokrati, hvis nogle skulle have glemt det. Det skete, da hun holdt sin festtale til Dronning Margrethe i anledning af dennes regentjubilæum. Som barn havde regeringschefen fået et personligt glimt af Dronningen, da denne  i 1976 åbnede S-togsstationen i Ishøj, fortalte Thorning og fik dermed understreget, hvilket grundstof hun er gjort af.

De samme retoriske greb tog Lars Løkke under sin sidste nytårstale til danskerne som statsminister for VK-regeringen: ”Jeg er selv født med det danske samfunds muligheder inden for rækkevidde. Fra mine første år i Arbejdernes Andelsboligforening i Vejle. Til vi flyttede til Græsted, hvor jeg gik i folkeskole og blev familiens første student”, sagde Løkke. Nok er han liberal, men han ville også forsikre os om, at han ikke vil afmontere velfærdssamfundet. Det var næsten som at høre en blå socialdemokrat.

I USA kæmper den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney for at vriste sig ud af et image som hovedrig, kynisk virksomhedsmand. Men han må i sin storytelling ty til sin kones familiehistorie. Hun er ud af kulmineslægt fra Wales. En flok brødre udvandrede til USA, men familien havde kun råd til at sende et af børnene på college, så brødrene skillingede sammen. Og selvfølgelig endte den heldige en dag som en fremtrædende direktør. Hvem der virkeliggjorde den amerikanske drøm? Ingen ringere end fru Romneys far!

En manusfri Fogh

At høre Romney rulle den gribende historie ud – afslappet i cowboybukser, uden slips og selvfølgelig uden talepapir – er som at genopleve Anders Fogh Rasmussen. Fogh var en af de allerførste toppolitikere herhjemme, der begyndte at arbejde målrettet med storytelling. Allerede på Venstres landsmøde i 2004 vandrede han rundt på en scene – i skjorteærmer og uden manus – og fortalte om sine pejlemærker. Tilsyneladende ren improvisation; den noget stive Fogh løsnede op for slipset.

Men lighederne stopper ikke ved det: I New Hampshire havde kampagnefolkene bag Romney opstillet tilhørerpladser på alle fire sider af scenen –  for at fremmane den rette, tætte stemning. Hvor man har set det herhjemme? På Venstres landsmøder naturligvis. Den transatlantiske kopieringskunst lever og har det godt.

Der gøres tykt nar, når toppolitikere som Villy Søvndal (SF) og Lars Løkke Rasmussen (V) snubler i de engelske gloser.  Vi bliver sådan lidt småstats-flove over det cirkus-engelsk, de kan finde på at præstere, når de repræsenterer Danmark på de bonede gulve.  Alle deres talefejl bliver skånselsløst lagt ud på Youtube, hvor man – igen og igen – kan høre dem snuble i ordene.

Også i det mægtige USA kan politikeres omgang med fremmedsprog være et besværligt tema.  Dog har kritikken stik modsat udgangspunkt: Hvor der herhjemme gøres grin med sproglig famlen, slår politiske modstandere i USA hårdt til, når en præsidentkandidat demonstrerer, at vedkommende er i stand til at tale andre sprog.  Mestrer kandidaten fransk eller – som republikaneren Jon Huntsman – kinesisk, søsættes der straks underminerende smædekampagner.

Huntsman, der i mellemtiden har trukket sig fra valgkampen, taler mandarin og har gjort det ved flere lejligheder, senest under en tv-debat i New Hampshire mellem de republikanske præsidentkandidater. Pludselig slog han over i gloser fra den største sproggruppe i Kina, mens favoritten til at vinde den republikanske nominering, Mitt Romney, måbende så til. ”Du forstår ingenting”, sagde Huntsman – ifølge den senere oversættelse – til ham.

Huntsman har i sin ungdom som mormon missioneret på Taiwan, og som USAs ambassadør i Beijing – udpeget af den demokratiske præsident Barack Obama – har han holdt sproget ved lige.  Den sproglige kompetence har fået en kreds omkring Ron Paul – en anden af Huntsmans rivaler – til at lægge en hånevideo ud på Youtube.  Videoen viser Huntsman med Mao-kasket og betegner ham som ”The Manchurian Candidate”, en titel, der sigter til en film fra 1962 af samme navn, hvor amerikanske soldater hjernevaskes af kommunisterne.

Republikanerne ser med stigende bekymring på, at Kina bliver stærkere og stærkere økonomisk, og at amerikanske job forsvinder. Romney truer Kina med handelssanktioner, fordi kineserne holder deres valuta kunstigt lav, og fordi Kina bedriver industrispionage over for amerikanske virksomheder.

Når Huntsman i en højspændt situation fører sig frem med, hvad der opfattes som forsonende toner over for Kina, beskyldes han for at være uamerikansk.  Eller som den negative Youtube-video insinuerende spørger: Har han ”American values or Chinese?”.

Hvad Mitt Romney skjuler er, at han kan fransk. Også han er mormon og missionerede i sine yngre dage i Frankrig. Modsat Huntsman holder Romney  sig tilbage med at skilte med sprogfærdighederne: Da han under delstatsvalget i Iowa blev spurgt til sit franske, svarede han undvigende. Mange amerikanske vælgere synes, at der er noget højrøvet over Frankrig, der blandt andet i NATO-sammenhæng er gået egne veje.

Under præsidentvalgkampen for otte år siden var republikanerne ikke sene til at påstå, at den fransktalende demokratiske kandidat John Kerry ”looks french”. På Youtube udstyrer de ham med fransk alpehue og i en afslappet pariserstil, der formentlig ville tiltale danske vælgere, men har den modsatte effekt i USA. Kerry tabte i sidste ende til George Bush.

Det er med andre ord slående, hvor forskellig den politiske sprogkultur er i Danmark og USA. Som et lille land, der i århundreder har levet af handel, er vi optaget af at opnå de nødvendige sprogfærdigheder. Men danske ministre bliver ikke rekrutteret ud fra, om de er sprogekvilibrister og kan forhandle på alverdens sprog.  Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kunne ikke sige til sin vicestatsminister Bendt Bendtsen (K), at den her regering bliver ikke til noget, for du kan ikke engelsk. I politik har man dem, man har.

Imidlertid er den tid er forbi, hvor det kun var udenrigsministeren, der rejste. Nu rejser stort set samtlige ministre hele tiden. Derfor er den moderne ledelsesforventning, at vore toppolitikere behersker mindst et fremmedsprog, så de ikke hver gang skal medbringe en tolk, der skal oversætte dansk til engelsk, tysk eller fransk. Ellers er det lige før, at det ikke kan betale sig at tage ordet, når minsteren sidder i et hurtig-talende internationalt beslutningsmiljø.

I VK-regeringen måtte flere ministre diskret tage enetimer i engelsk. Og den altid langtidsplanlæggende Anders Fogh lod sig gennem flere år undervise i fransk vel vidende, at internationale organisationer som EU, FN og NATO forventer, at en topchef behersker både engelsk og fransk.

Amerikanerne ser dog mere afslappet på den slags, så længe vores repræsentanter gør sig umage med at gøre sig nogenlunde forståelige. Og bag de lukkede døre kan forhandlings- og sprogkyndige danske diplomater og embedsmænd redde mange truende misforståelser.

Det diplomatiske forhold har da heller ikke ændret sig, selvom Villy Søvndal slog over i en blanding af hollandsk og engelsk, da han på et pressemøde med USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, kom til at sige, at han er en ”great bewonder” af amerikansk kultur.

Nok havde det amerikanske udenrigsministerium svært ved at finde en passende oversættelse. Men sjældent har man set Hillary Clinton mere storsmilende. Måske kunne hun ikke helt stå for den særlige villyske flanørcharme?

Mere skadende var det, da en træt Lars Løkke under klimatopmødet i 2009 både afslørede dårligt engelsk og ringe kendskab til beslutningsreglerne i FN. Her gik det galt med både sprog og substans. På Youtube kan man stadig se ham sidde opgivende med sin mødehammer og sige til FN-forsamlingen: ”I know I ganged the… I made this banging… I am not familiar with the regulations in this system. You work by consensus?”.

I denne afgørende stund vil mange mene, at han tabte 1-0  i at begå sig internationalt til  statsminister Helle Thorning-Schmidt, der behersker engelsk til fuldkommenhed og dermed lever op til, hvordan danskerne gerne vil se selv: en nation, der ikke bliver til grin, når endelig vi spiser kirsebær med de store.

Vi kender journalisters arbejdsmetoder indefra og har netværket i pressen. Vi ved, hvordan man fortæller klokkeklart om indviklede stofområder. Og mestrer den diplomatiske linedans, der er nødvendig i krævende kundeforhold.

”En syg kultur!” Det begreb blev taget i brug usædvanligt mange gange i 2011: På Christiansborg blev det tidligere så stovte og retskafne bondeparti, Venstre, beskyldt for et moralsk forfald i sagen om Skattegate. I det sønderjyske blev den hæderkronede familievirksomhed Danfoss taget i globalt kartelsnyd: Nogle chefer nede i systemet havde – uopdaget af topledelsen – udvist en syg virksomhedskultur ved at lave ulovlige brancheaftaler.

Men den offentlige sektor kunne også være med i kampen om at demonstrere årets mest syge kultur: I Københavns Kommune blev medarbejdere fanget i at bryde loven og systematisk sminke sager om truede børn. Socialrådgivere havde – sammen med deres chefer – angiveligt fiflet med sagerne, hvad fik en formand for Dansk Socialrådgiverforening til at betegne uvæsenet som ”en syg kultur”.

En amerikansk kriseekspert har sagt, at organisationer selv producerer deres kriser. Det kan skyldes en ophobning af forkerte beslutninger, ubalancer, oversete symptomer og fornægtelse af realiteterne.

På kant med omgivelserne

Nok lever vi i klimaforandringernes tid med pludselige regnskyl og oversvømmelser, hvad ikke mindst københavnerne fik at føle i sommeren 2011. Men langt de fleste kriser skyldes stadig, at partier, virksomheder eller myndigheder kommer på kant med de herskende værdier for, hvad omgivelserne mener er ret og rimeligt: Sygdomsramte organisationer forbryder sig mod loven eller etik og moral. Og til sidst lækker kilder det – med forskellige motiver og dagsordener – til pressen.

Endnu ved vi ikke, hvor højt i Venstres ledelse skandalen om lækager og forsøg på måske at påvirke Helle Thorning-Schmidts skattesag rækker op. Foreløbig er intet bevist. Men det flyver med beskyldninger om, at yngre venstreløver har følt sig opmuntret til at gå over stregen – under mottoet ”går den, så går den”.
Hos Danfoss gik den ikke, og topchefen kunne ikke gøre andet end at tilstå, at den historiske karteldom fra EU har rystet hele koncernen. Og at den gør ondt. Det står i krisehåndteringens pixibog på side 1: Vær ydmyg og sig undskyld – uden dog at lyde lige så patetisk som en nordkoreansk nyhedsoplæser, der hulkende beretter om despotens død.

Men når tv-lamperne er slukket, venter et alvorligt efterspil: Det er en dum sag for en topchef at have overset eller ignoreret en virksomhedskultur, der er mere eller mindre syg – trods dygtige HR-folk og fine CSR-programmer.

Ulmende konflikter

En moderne topledelse skal have værktøjskassen til at dykke dybt ned under vandoverfladen i sin organisation. Hernede gemmer de reelle værdier sig. Og det er ikke nødvendigvis dem, der formuleres på pæne power points og præsenteres på ledelsesseminarer, mens alle klapper.

Mange ulmende konflikter med omgivelsernes forventninger eksploderer i en troværdighedskrise, fordi ledelsen overser eller negligerer de interne svagheder: Klassikeren er butikskæden Super Best, der kom i gabestokken, fordi medarbejdere havde ændret datomærkningen på hakket kød, så gammelt kød blev solgt som frisk. Var det blot en enkelt slagter, der havde stået og gjort det henne i et hjørne? Nej, det var sket i flere butikker og længe. Noget tyder på, at snyderiet var en del af en særlig slagterkultur.

Det er og bliver en opgave for toppen at opdage og bremse sygdomstegn. Det gælder ikke bare i politik, men også i erhvervslivet og det offentlige. Ellers havner man en dag på forsiden som Danfoss og medarbejderne i Københavns Kommune. Eller man skal som Venstre trækkes igennem en kritisk undersøgelseskommission – måned efter måned.

MOSE KOMMUNIKATION løser rådgivningsopgaver for først og fremmest virksomheder og interesseorganisationer: pressearbejde, kommunikationsstrategi, krisehåndtering og -forebyggelse, politisk interessevaretagelse, strategiprocesser, foredrag.

“Peter is the author of the must read book, Handbook for Prime Ministers. Read it if you want to understand Danish politics in the new century“. Fleming Voetmann, founder of Rostra Kommunikation.

The “Handbook for Prime Ministers” deals with political leadership as expressed in practice in the Danish parliament—and with the requirements that will be made on political leaders in the future. The book is based on 150 interviews with Danish civil servants, politicians, business leaders and experts.

“In actual fact, when it comes to major economic issues, it is possible to trace a straight line that runs from Schlüter’s leadership in the 1980s, through Nyrup’s time as Prime Minister in the 1990s, to Anders Fogh Rasmussen today.The three Prime Ministers [from the Conservative People’s Party, the Social Democrats and the Liberals, respectively] all worked on the same “house”, which has made the “business” that is Denmark one of the most profitable in the world for several consecutive years.They have not knocked down what their predecessors built up, but have carried on building by adding new floors.”

This Peter Mose and Susanne Hegelund write in their book “Handbook for Prime Ministers” (Mose and Hegelund 2006: 85ff).

“The overriding goal has been to make Denmark one of the most competitive economies in the world.This has been achieved by tough economic control and by co-ordinating policies all the way down to the most insignificant detail in the fields of employment, the labor market and education,”

“The most recent Danish governments have thus continued to work on the same “house”. Despite belonging to different parties, they have managed to agree on the fundamental economic contours regarding Denmark’s development.”