Den røde regering navigerer tilsyneladende ud fra et mere liberalt søkort, end VK-regeringen magtede.  Endnu et eksempel dukkede forleden ud af disen, da Folketinget førstebehandlede regeringens lovforslag om, at statens lodser skal arbejde på mere markedslignende vilkår end i dag, når de gelejder skibe gennem Øresund og Storebælt.

Umiddelbart ligner det et lille hjørne af dansk økonomi. På lods-markedet omsættes der for cirka 340 millioner om året. Men erhvervs-og vækstminister Annette Vilhelmsens (SF) plan illustrerer, at der er ved at tegne sig en bred politisk akse – lige fra SF til Liberal Alliance – når det gælder at få omkostningerne ned og produktiviteten op i en række hjemmemarkedserhverv, der enten har været monopollignende eller delvist beskyttet over for konkurrence.

Tal fra Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen viser, at vi betaler 14 procent mere for serviceydelser end vores konkurrenter i EU-lande som Tyskland, Holland og Finland, og at varerne er fem procent dyrere. Det er altså ikke bare høje skatter og afgifter, der presser omkostningsniveauet herhjemme i vejret, men også mangel på konkurrence.

Var lodsloven blevet fremsat af VK-regeringen i nullerne, ville det have været i fuld harmoni med liberale ideer om at markedsgøre dele af den offentlige sektor. Men nu er det altså af alle en SF-formand, der demonstrerer, at det tilsyneladende ikke kun er tom retorik, at regeringen vil forsøge at fjerne barriererne for, at danske virksomheder kan købe billigere ind hos underleverandørerne og forbrugerne få mere for lønkronerne. Filosofien er, at liberalisering og konkurrenceudsættelse kan medføre bedre kvalitet til lavere pris, hvad er nye toner fra centrum-venstre.

Kun Enhedslisten kritiserer for alvor, at regeringen som led i sin konkurrencepolitiske pakke har besluttet at omdanne det statslige lodsvæsen til en selvstændig offentlig virksomhed, der får egen bestyrelse og direktion ligesom blandt andre DSB. I den modsatte ende af spektret klapper Liberal Alliance ikke overraskende i hænderne, om end man gerne havde set, at regeringen var gået endnu videre i sin liberalisering. LA er ikke specielt imponeret over den måde, DSB kører på.

Opgør i tre etaper

Alt tyder på, at regeringen planlægger et historisk opgør med en række hjemmemarkedserhverv, og at den vil foretage det i tre etaper:

• Første skridt var at stramme konkurrenceloven op, så direktører nu kan få op til seks års fængsel, hvis de indgår aftaler med andre virksomheder om at hæve priserne, for eksempel gennem et kartelsamarbejde.
• Næste hurdle bliver, at regeringen branche efter branche vil sætte ind over for høje priser, hvor det er muligt
• Tredje bølge bliver, at regeringen vil luge ud i reglerne for de mere end 100 erhverv, hvor man skal have autorisation for at drive virksomhed og dermed  kan beskytte sig mod, at andre aktører kommer ind

Gratis for statskassen

Det smarte for netop en rød regering er, at politiske tiltag af den type kan designes, så de ikke vil koste statskassen noget og dermed kræve, at den offentlige sektor skal spare. Dermed adskiller konkurrence-initiativerne sig fra den nedsættelse af skatter og afgifter, der netop er blevet besluttet; en omkostningssænkning, der skal finansieres med offentligt mådehold de næste mange år.

Den samlede konkurrencepakke på 25 initiativer betyder, at en lang række erhverv vil blive kigget i kortene: Ejendomsmæglere, banker, advokater, vvs-installatører, taxavognmænd og mange flere.  Embedsmænd fra flere ministerier sidder i dette forår og laver beslutningsforberedende analyser til regeringen, der har lovet at gøre ny status over konkurrencesituationen, inden Folketinget drager på sommerferie.

I forvejen har regeringen alvorligt kig på apotekerne. Tre ministerier er ved at lægge allersidste hånd på en modernisering, der skal balancere mellem at øge konkurrencen og bevare et sundhedsfagligt forsvarligt apotekervæsen. Det har trukket ud med at afgøre, hvor snittet skal ligge, men i disse dage er løsningsforslaget på vej til regeringens koordinationsudvalg, hvor de stærke ministre sidder.

Vink til TV-markedet

Regeringen holder også skarpt øje med det milliardstore  TV-marked. Mange danskere er i dag frustrerede over, at tv-kanaler stort set kun sælges i pakker, og at de er nødt til at købe langt flere kanaler, end de reelt ønsker. En for dyr løsning, mener regeringen, der med medieaftalen i efteråret forsøgte at sikre, at forbrugerne kan købe programmerne enkeltvis. Det var et vink med en vognstang: Hvis ikke branchen retter alvorligt ind i løbet af 2013, vil regeringen tage yderligere fat.

Også el-, vvs- og kloakbranchen kan regne med et politisk serviceeftersyn. Der skal renses ud i autorisationerne og sættes strøm på konkurrencen, uden at regeringen giver køb på forbrugersikkerheden. Og sådan kan man blive ved: Vilhelmsens embedsmænd i Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen peger på, at ejendomsmæglerbranchen er alt for uigennemskuelig. Forbrugerne skal betale for meget for en mægler.

Nu må branchens lobbyister imødese, at der allerede inden udgangen af i år kommer en eller anden form for lovindgreb, der gør huskøb mere overskuelige. Og i næste folketingssamling bliver det taxabranchens tur. Her vil regeringen komme med en ny lov, der skal skabe mere konkurrence blandt hyrevognene.

Mest spænding er der om, hvor langt regeringen tør gå med hensyn til også at øge konkurrencen i den offentlige sektor. Det er ideologisk mere udfordrende for centrum-venstre partierne: Vil man lade flere private virksomheder byde på og få opgaverne? Regeringen har for længst lovet, at den vil modernisere de udskældte udbudsregler, der bliver kritiseret for at hindre effektiv konkurrence. En ny lov skal gøre reglerne mere fleksible og strømline klagesystemet.

Spørgsmålet er, hvad den nye SF-ledelse vil være med til. Den detroniserede SF-generation med skatteminister Thor Möger Pedersen og erhvervs-og vækstminister Ole Sohn i spidsen var fristede af nye måder at løse offentlige opgaver på. Men det kan være en stenet vej at gå for et nedsmeltningstruet SF, der næppe har råd til at skræmme endnu flere kernevælgere væk.

kommunikatøren som nyhedsproducent. To dages kurser for kommunikationsfolk, der vil blive meget bedre til pressearbejde. København 23. september og 30. september. Aarhus 24. september og 1. oktober.

I magtens maskinrum – kom bagom beslutningerne. En uges kursus for mediefolk, der vil vide mere om magtens Danmark. København 29.oktober – 31.oktober og  25.november- 26.november

Påvirk den politiske dagsorden. Netværk om politisk kommunikation for kommunikationschefer, pressechefer og politiske konsulenter. København oktober 2012 – marts 20013

Var det virkelig alt, hun havde at byde på? Borgmestrene rystede vantro på hovedet, da økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) for nylig holdt tale på KLs topmøde. Hun havde i ramme alvor indledt med at sige, at hun havde en ”overraskelse med i ærmet”, en ministerretorik, der skaber forventninger om store politiske initiativer.

Alle i kongressalen sad og ventede på den kanin, hun ville trække op af hatten. Ville hun relancere regeringens løfte om at afbureaukratisere kommunerne, fjerne uforståelige statslige regler og skabe en storstilet ”tillidsreform”, et af De Radikales egne slagnumre, inden partiet fik magten.

Men det skulle vise sig, at overraskelsen såmænd blot var en ny ministeriel hjemmeside, modernisering.nu, og at Vestagers tilbud til kommunerne er, at hendes embedsmænd gerne lægger lokale moderniseringsideer ind på hjemmesiden.

Det lyder umiddelbart harmløst, hvis det ikke lige var, fordi borgmestrene i forvejen føler sig trådt på og ser det som endnu et eksempel på, at regeringen er på vild flugt fra sit løfte om nye styringsprincipper i den offentlige sektor.

Inden valget lancerede De Radikale følgende sigtelinjer: ”mere tid til mennesker”, ”mindre tid til papir”, ”afbureaukratisering”, ligesom R højtideligt slog fast, at ”vi har tillid til medarbejderne”. De intentioner blev gentaget i den nytiltrådte regerings handlingsplan, ”regeringsgrundlaget”, der lagde op til et opgør med det tælle-og kontrolregime, som skiftende regeringer de seneste tre årtier har lagt ned over kommunerne.

Men i stedet udsætter regeringen nu kommunerne for dobbeltstram styring:

• På den ene side skal borgmestrene blive ved med at finde nye milliardbesparelser frem mod 2020; et udgiftspres, der ikke bliver mindre, når vækstpakken til erhvervslivet skal medfinansieres via kommunalt mådehold.
• På den anden side skal der tælles, kontrolleres, indberettes og benchmarkes som aldrig før. Finansministeriet vil ikke slippe opfindsomheden løs.

Mantraet er ”New Public Management” (NPM), en styringslogik kopieret fra 1950ernes private erhvervsliv, som topembedsmændene i Finansministeriet stadig godt kan lide. Regeringen var ellers parat til at tage en armbøjning med tænkningen, da topministrene for snart et år siden indkaldte til ambitiøse trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter.

Det lå i kortene, at regeringen ville bede offentligt ansatte om at udvise løntilbageholdenhed og arbejde mere, hurtigere og mere effektivt. Til gengæld ville regeringen afskaffe unødvendige regler og give frirum til de fagligt baserede løsninger, som mange ansatte i den offentlige sektor sukker efter. Det var noget for noget. Tilbageholdenhed til gengæld for tillid.

Men som bekendt aflyste finansminister Bjarne Corydon (S) ekstremt hurtigt de forhandlinger, efter at fagforeningen Dansk Metal havde sagt nej til at afgive ferie-og fridage som led i en større trepartshandel. Dermed kom smedene på det private arbejdsmarked til at rive offentligt ansatte personalegrupper med i faldet.

Nu står den i stedet på kommunal nulvækst uden bløde modydelser: En ny spørgeundersøgelse lavet af Center for Offentlig Kompetenceudvikling viser, at kommunernes HR-chefer i 2013 har kastet sig over emner som effektivisering og digitalisering. Langt de færreste bruger kræfter på en tillidsreform, der måske kunne have øget store personalegruppers motivation i dagligdagen. Kort sagt: Kommunerne gør, hvad Finansministeriet beder om.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget modernisering regeringen ad den vej kan presse ud af kommunerne. Men Finansministeriet klør på som aldrig før med den gamle medicin, som borgerlige og socialdemokratisk ledede regeringer ordinerede op gennem 80erne og 90erne efter devisen ”tillid er godt, men kontrol bedre”.

Rationalet var, at udgiftsspiralen ikke blot blev drevet af borgernes voksende servicekrav, men også af de offentligt ansattes fagforeninger. Men i dag mener kommunerne, at kontrolregimet er gået for vidt, fordi der er lagt et kvælende støvlag af aktivitets- og procedurekrav oveni. Det gælder eksempelvis i de kommunale jobcentre, der skal udfylde blanketter i stedet for at dokumentere, at de skaffer job.

Kritikere mener, at NPM spilder for megen cheftid og for mange medarbejderkræfter, også hos den store gruppe af såkaldte controllere, DJØFere, der er ansat til at holde systemet ved lige, blandt andet via sindrige indberetningssystemer.

Spørgsmålet er, hvor længe kommunerne og regionerne vil se passivt til: Her og der bobler det med nedefra kommende initiativer, der måske ad åre kan ende i reel afbureaukratisering. Interesseorganisationen Danske Regioner har netop taget initiativ til, at sundhedsvæsenet skal reducere tidsforbruget på administrative opgaver. Regionerne vil inddrage personaleorganisationerne for at komme tidsspildet til livs.

Samtidig kan KLs konflikt med Danmarks Lærerforening fortolkes som et arbejdsgiverønske om en tillidsreform inden for folkeskolen. Kommunerne vil vise tillid til, at skolelederen – sammen med den enkelte lærer – selv magter at skrue et godt skoleskema sammen. Den tiltro har fagforeningsformand Anders Bondo Christensen åbenbart ikke; han vil fastholde den rigide tællen af forberedelsestimer, der gør en fleksibel, fagligt funderet tilrettelæggelse af arbejdet svær.

Det er med andre ord ikke kun Finansministeriet, der forsvarer brugen af excel-regneark; det gør lærerforeningen også, så længe de kan bruges til at holde fast i velerhvervede rettigheder.

Og på den måde har Vestagers nye hjemmeside måske alligevel en indbygget visdom: Det er selvmodsigende at ville diktere tillid oppefra. Lokale kræfter må også byde sig til. Skulle man have en ide, er hendes mailadresse moderniseringnu@oim.dk.

”Radikale Venstre ønsker en ny styring af kommuner og institutioner… hvor statsstyring, detailregulering og dokumentationskrav erstattes af tillid og forpligtelse som de grundlæggende principper”.  De Radikales udspil til en tillidsreform 2010.

”Det er regeringens ambition at arbejde med en modernisering af den offentlige sektor med fokus på tillid, ledelse, faglighed og afbureaukratisering”. Regeringens kommissorium til trepartsforhandlingerne, maj 2012.

”Virkeligheden er gået op for mig i den forstand, at en tillidsreform er så stor en pakke, at det er svært at finde et gavebånd, der er langt nok til at slå rundt om”.  De Radikales leder, Margrethe Vestager, til avisen.dk 23. november 2012.

Må halvoffentlige selskaber med egen bestyrelse bruge lobbyister til at påvirke de danske beslutningstagere? Spørgsmålet er blevet aktuelt efter den seneste misere i DSB, der gennem flere år har engageret lobbyvirksomheden Waterfront til at tale deres sag på Christiansborgs gange.

Onsdag blev den længe ventede advokatundersøgelse af DSB’s samarbejde med det omstridte bureau Waterfront så offentliggjort, og den giver svaret: Ja, det er helt i orden. Til gengæld skal det foregå i fuld åbenhed. Det må ikke ske gennem et suspekt cigarkassesystem, man forsøger at skjule i de officielle regnskaber.

Advokatundersøgelsen slår fast, at et statsligt selskab, der ligesom DSB forsøges drevet efter kommercielle principper, gerne må være i dialog med folketingspolitikere, også uden at skulle bede ministeren om lov. Det er der ikke i sig selv noget ulovligt i.

Undersøgelsen underkender således flere ministres ambitioner om at holde DSB i stram snor. Det gælder den daværende konservative transportminister, Flemming Hansen, der i 2004 forsøgte at hindre DSB’s top i selv at kontakte Folketinget, da der var store forskellige på ministerens og DSB’s opfattelse af de også dengang store udfordringer, som virksomheden stod over for.

”Det forudsættes, at DSBs bestyrelse eller direktionen ikke er opsøgende i kontakt over for Folketinget eller medlemmer heraf”, skrev Transportministeriet i sine retningslinjer for, hvordan varetagelsen af ejerskabet af DSB skulle forvaltes.

Det var tre år efter, at VK-regeringen var kommet til magten og øget presset på prygelknaben DSB. Og presset blev ikke mindre, da venstremanden Hans Christian Schmidt senere kom til.

Begmand til ministeriet

Nu slår den uvildige advokatundersøgelse imidlertid fast, at ministeriet ikke havde hjemmel til at udstede sådan et politisk mødeforbud. Hverken DSB-loven eller andre regler lægger den begrænsning på lobbyforetagsomheden. Dermed er rapporten også en lille begmand til ministeriet.

Dette centrale aspekt er stort set druknet i mediernes omtale af sagen. De fleste journalister har i stedet fokuseret på de ejendommelige fiflerier med Waterfront-journalisten Lars Abild, der skulle gøres til genstand for ”sjælelig massage” til at holde mere af DSB, som kammeradvokaten formulerede det på pressemødet.

Men dermed overser medierne en vigtig lobbyvinkel. Nemlig at ministerens ”retningslinjer” tilsyneladende var nok til at holde DSB’s top fra selv at løbe rundt på gangene på Christiansborg. I stedet hyrede den daværende direktion ad bagveje et eksternt bureau til at være bindeled til en række trafikordførere.

Det må være sket, fordi ledelsen ikke følte sig tryg ved at overlade DSB’s skæbne til den siddende minister og hans embedsmænd. Og fordi dialogen opfyldte et behov hos en række folketingspolitikerne for at få direkte viden om situationen i DSB uden om det pågældende ministerium.

Oppositionen kan som bekendt ikke trække på embedsværket mange kræfter, men har brug for ideer udefra. Ja selv en ordfører fra et regeringsparti kan såmænd se fidusen i at få frisk viden – og gerne før ministeren får det.

Det er denne legitime mulighed for gensidig dialog, som skiftende trafikministre – uden juridisk belæg – forsøgte at stoppe, hvad der siger noget om visse ministres noget giftige forhold til DSB.

Ok at modarbejde ministeren

Det var således lovligt, at DSB forsøgte at modarbejde ministeren ved at engagere lobbyister til at løbe rundt på Christiansborg. Ministeren overvejede for eksempel at sende togforbindelsen mellem København og Aalborg i udbud. Ruten er næppe den kommercielt ringeste i landet, og DSB følte sig presset. Her konkluderer undersøgelsen, at DSB var i sin gode ret til at kontakte og forklare sig over for en række folketingsmedlemmer.

Til gengæld er det ikke ok, at det foregik i det skjulte. Skjult lobbyvirksomhed er at betragte som illoyalt over for ministeren, slår advokaterne fast. At ministeren har planer, der går DSB’s ledelse imod, kan ikke retfærdiggøre, at DSB undlader at fortælle ejeren om sine lobbyaktiviteter.

Det er i orden at tale Roma midt imod, når vitale interesser er på spil. Men synspunkterne skal lægges offentligt frem. Derved har ministeren har mulighed for at reagere på vegne af den statslige ejer.

En anden ting som offentlige virksomheder og organisationer kan skrive sig bag øret, hvis de vil begive sig ud i lobbyismens svære metier, er, at en mundtlig underhåndsaftale ikke er nok. DSB har hældt næsten ni millioner ned i lommerne på Waterfront gennem fire år, uden at aftalen har været nedfældet i en skriftlig kontrakt, der pensler opgaven ud. Den går ifølge advokatundersøgelsen ikke.

Syg kultur

Samarbejdet mellem DSB og Waterfront har således hvilet på lokumsaftaler og mærkværdige mails sendt til private mailadresser uden om DSB’s eget it-system. Og kun en lille kreds i ledelsen, deriblandt daværende topdirektør Søren Eriksen og den nu fyrede underdirektør Peter Nedergaard Nielsen, har haft direkte kendskab til, hvad der foregik.

En direktion i en delvis skattefinansieret virksomhed (eller for den sags skyld en borgmester eller en regionsformand) skal kunne tåle at fortælle offentligheden, at man bruger penge på den slags, hvor mange midler det drejer sig om, og hvilket formål det tjener. Ellers er ledelsen med til at skabe ”en syg kultur”, som bestyrelsesformand for DSB, Peter Schütze, kaldte det under pressemødet, da advokatundersøgelsens resultater blev lagt frem.

Den nye ledelse har også slået fast, at DSB i fremtiden vil repræsentere sig selv. Det må omverdenen forstå sådan, at DSB-folk nu selv agter at møde op, når der skal tales med politikere, at det er slut med mellemmænd.

Det udelukker dog ikke, at DSB i fremtiden bruger eksterne sparringspartnere med politisk og kommunikativ ekspertise, men de vil næppe luske rundt på Christiansborgs gange.

Værre end Borgen

Samtidig er det med kammeradvokatens ord vigtigt at omgive sig med ”hæderlige” konsulenter, hvis man vælger at arbejde med eksterne rådgivere og dermed lægge opgaven ud af huset i stedet for at klare det selv ved at opbygge en politisk stab inhouse.

Waterfront og DSB har i en lang række situationer overskredet de mest grundlæggende etiske normsæt foruden offentlighedsloven og forvaltningsretlige principper. Som trafikminister Henrik Dam Kristensen (S) hovedrystende sagde på pressemødet: ”Det her overgår Borgen.” Dermed sigtede han til tv-dramaserien af samme navn.

Under mødet kom kammeradvokaten med en god tommelfingerregel til, hvordan en direktion i et selskab, der kun er en armslængde væk fra centraladministrationen, bør definere hæderlighed:

”Det er ret simpelt. Konsulenter skal leve op til akkurat samme basale krav, som ville gælde, hvis DSB havde valgt at bygge en intern kompetence op inden for strategisk kommunikation: Overhold din sandhedspligt, begå ingen ulovligheder og respekter de faglige normer, der gælder inden for området.”

Det er præcis samme krav, som regeringens særlige rådgivere – spindoktorerne – skal kunne udenad, også hvis de bliver vækket klokken tre om natten. De grundregler bør konsulenter, der arbejder for selskaber som DSB, i fremtiden leve op til. Det må være læren efter Lobbygate.

Der blev rystet forarget på hovedet og taget stærkt afstand, da det kom frem i offentligheden, at lobbyfirmaet Waterfront havde lavet hemmelige profiler på en række folketingspolitikere, og at kunden var DSB.

Men kendsgerningen er, at den slags ”analyser” er et almindeligt anvendt værktøj, når en virksomhed, en erhvervsorganisation eller – som her – et lobbybureau vil forsøge at lave en strategi for, hvordan der skal navigeres på Christiansborg.

En navngiven socialdemokrat blev af Waterfront karakteriseret som uden ministerpotentiale, fordi han både manglede arbejdsevnen og brutaliteten. Og om Venstres trafikordfører kunne Waterfront fortælle sin kunde, at hans største problem i virkeligheden var, at han mente, at han selv burde være minister i stedet for daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V).

Waterfronts skudsmål over politikernes styrker og svagheder hører til den mere kulørte ende af eksempelsamlingen, men det tjener et klart formål: At finde de politiske muligheder for at komme igennem med sine mærkesager.

Der er for eksempel stor forskel på at alliere sig med en folketingspolitiker, der er topkandidat til at blive den næste minister, eller at møde en indebrændt politiker, der tre gange er blevet sprunget over. Den første vil gerne markere sig, men tager kun meget velovervejede chancer for ikke at komme i unåde i partitoppen. Den anden kan være iskold over for, hvilken risiko han løber. Det kan godt være, at ministerkandidaten er bedst at satse på, fordi der er mere fremtid i ham. Men den skuffede type kan også være nyttig i visse situationer.

Man kan undre sig over den fantasifulde detailrigdom i det lækkede notat til DSBs ledelse. Et godt gæt er, at et bureau, der gerne vil blive ved med at udskrive store regninger, overdriver sin inside-viden. Det skal jo ikke bare ligne noget, der er sakset fra aviserne og Folketingets hjemmeside. Det skal virke eksklusivt for at kunne forsvare konsulentregningerne. Derfor er der risiko for, at selv ubetydelige hændelser pumpes op med varm luft.

Dermed begynder vi at nærme os sagens psykologiske kerne: Waterfront har på flere punkter ageret, som andre i branchen i et svagt øjeblik kunne finde på over for en storkunde, man var i fare for at miste. Bureauets direktør har begået en klassisk synd: Han har pralet for meget. Han har strammet sine notater og mails til kunden for at virke betydningsfuld med de rigtige kontakter.

Flere i lobbybranchen har skyndt sig at tage afstand til Waterfronts ”cowboy-kultur”. En velparfumeret kø af bureaudirektører har stået på spring for at udlægge teksten og implicit gøre potentielle kunder opmærksom på egne fortræffeligheder.

Men ingen har sat sig ned og nedfældet, hvad en god lobbyist skal mestre, så her følger fire krav:

1. Netværk. Han skal have et stort netværk på Christiansborg og i ministerierne.

2. Data. Han skal levere input, politikerne virkelig kan bruge til noget. Tallene, beregningerne, notaterne og argumenterne skal holde.

3. Forberedelse. Han skal kunne sine sager. Der er ikke noget så irriterende som en lobbyist, der må tilbage og spørge sin kunde.

4. Tillid. Endelig skal politikerne og embedsmændene kunne have tillid til, at han ikke snyder på vægten og har en skjult dagsorden.

Opfylder han de basale krav, kan beslutningstagerne have stor glæde af lobbyistens besøg.

Det står ikke helt klart, hvor mange af de krav Waterfront har forsyndet sig imod, men en kendsgerning er det, at trafikordførerne på tværs af partier har hilst inputtene fra DSB velkomne. Møderne har altså været relevante nok for politikerne, selvom det kan undre, at DSBs top ikke blot selv mødte op på Christiansborg, men følte behov for at sende en mellemmand. Måske har DSB ikke ment, at man selv havde kompetencerne. Eller også har forholdet til transportministeren været så giftigt, at direktionen ikke turde.

Men det rører ikke ved, at det kan være nyttigt – og indimellem også nødvendigt – at have en livline til Christiansborg, også for et statsligt selskab. Det er ikke altid betryggende bare at overlade sin skæbne til den siddende minister og hans embedsmænd. Samtidig opfylder dialogen et klart behov hos folketingspolitikerne: Oppositionen kan ikke trække på regeringens embedsmænd, men har brug for at få ideer udefra. Ja, en forbigået regeringsordfører kan såmænd også se fidusen i at få frisk viden og gerne før, ministeren får det.

Interesseorganisationerne har i årevis arbejdet på den måde. En del private virksomheder er også sprunget på lobbytoget. Og DSB er langt fra alene om at gøre det blandt statsligt ejede organisationer. Eksempelvis nøjes Aarhus Universitet ikke med at undervise og forske, men tager flittigt på lobbybesøg hos folketingspolitikerne i København.

Også kommunerne og regionerne har smidt fløjlshandskerne: Roskilde Kommune hyrede sidste år en privat lobbyist. Og i den netop afsluttede overlevelseskamp mellem Danmarks kasernebyer, har der også været lobbyister inde over, ligesom Region Syddanmark har brugt et bureau til et lobbyangreb på de kræfter, der arbejder for en fast Kattegat-forbindelse mellem Aarhus og Sjælland. Region Syd frygter at blive forbigået i kampen om de store trafikinvesteringer.

Næste skridt kunne være, at en statslig styrelse begynder at drive lobbyvirksomhed for at score flere millioner på finansloven. Men netop dér går grænsen. Hvis man hører direkte under ministerens politiske og administrative ansvarsområde, er den slags påvirkningsforsøg udelukket. Ellers ville hele centraladministrationen bryde sammen.

Men så snart man som DSB er en armslængde væk og har egen bestyrelse, er det ganske legitimt at forsøge at påvirke Christiansborg uden at gå via ministeriet. Blot skal to krav være opfyldt: Det skal være tydeligt, hvem lobbyisten arbejder for, når han løber politikerne på dørene. Og så skal direktionen eller borgmesteren kunne tåle at fortælle offentligheden, at man bruger penge på det. Det må ikke foregå via et suspekt cigarkassesystem, man forsøger at skjule i de officielle regnskaber.

Angela Merkel vil gerne, Helle Thorning-Schmidt vil ikke. Det kan umiddelbart undre, at en borgerlig tysk regering vil indføre finansskat, mens den socialdemokratisk ledede regering herhjemme er lodret imod og ikke ser ud til at ville rokke sig en tomme.  Rød og blå blok er vendt på hovedet, når  CDUeren Angela Merkel bakker op om EU-kommissionens forslag til en europæisk skat på finansielle transaktioner, mens hendes danske regeringskollega – socialdemokraten Helle Thorning  – fastholder sin blanke afvisning af, at også Danmark betræder den vej.

En af forklaringerne er, at det er valgår i Tyskland. Forbundskansler Merkel vil ikke overlade scenen til de tyske socialdemokrater, der modsat de danske kæmper hårdt for en finansskat – i deres bestræbelser på at nå regeringsmagten. Debatten syd for grænsen har oven på finanskrisen været langt mere heftig: Bankerne og de finansielle institutioner skal være med til at rydde op efter krisen. Det siger professor Marlene Wind fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

”Umiddelbart vil man sige, at det her passer ikke som fod i hose på et konservativt valgoplæg fra CDU. Men Merkel har set det som en god måde at få nogle stemmer i hus. Hun tager en socialdemokratisk flanke. Hun er i valgkamp, og det er en måde at skovle stemmer ind, der mere ligger til de tyske socialdemokrater”, lyder hendes analyse.

Marlene Wind betegner debatten i Tyskland som mere ”moralsk” end i Danmark.

”I Tyskland er der den holdning, at det kun er rimeligt, at det ikke blot er skatteyderne, der skal rydde op efter Grækenland og alle de andre”, siger Wind. ”Det sjove er, at det ikke ser ud til, at Merkel for alvor har generet sine kernevælgere ved at gå ind for skatten. Der har ikke været en massiv opposition fra erhvervslivet. Selvfølgelig har der været kritiske pip hist og pist, men slet ikke som i Storbritannien, hvor man mener, det er katastrofalt, hvad EU nu gør.”

260 milliarder til slunkne kasser

11 medlemslande i  EU – deriblandt altså Tyskland – agter at indføre en fælles skat på handel med værdipapirer. Målet er at bremse spekulation.  Der skal omfordeles milliarder af euro fra børsspekulanters lommer til jobskabende initiativer.  Prognoser viser, at de 11 lande og EU vil kunne inddrage op imod 260 milliarder kroner om året til de slunkne offentlige kasser.

Også Frankrig er med i udbrydergruppen, men det var til at forudse: Socialistpartiets François Hollande vandt præsidentvalget sidste år, og han indfrier blot et valgløfte.  Lidt mere overraskende er det måske, at kriseramte Spanien også er med.

EU-kommissionen forventer selv, at skatten vil have en negativ effekt på landenes bruttonationalprodukt –anslået til 0,28 procent i det lange løb – men spanierne har tilsyneladende ladet sig overbevise om, at finansskatten har andre fordele, der opvejer dette. Kommissionen er nået frem til, at hvis landene bruger indtægterne ”smart”, vil det samlet have en positiv effekt på 0,2 procent.

Prognoserne er forbundet med usikkerhed. Reelt er det i øjeblikket svært at vurdere, hvad fordelene og ulemperne er og hvor store de er, siger Marlene Wind.

”Hvis man går meget skråsikkert ud og siger, at det her vil få alle finansielle institutioner til at flygte ud af Europa, så er man efter min mening på tynd is. På den anden er man også på forholdsvis tynd is, hvis man hævder, at det vil generere et kæmpeprovenu til EU og medlemslandene. Det ved vi intet om i øjeblikket. Status lige nu er, at EU og de 11 lande sender et symbolpolitisk signal”.

Det har den danske regering besluttet sig ikke at være med til.  Det er især De Radikales leder – økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager – der er imod.  Regeringen vil godt være med, hvis skatten bliver global, men går ikke ind for, at EU går enegang.

Radikal veteran undrer sig

Den radikale veteran Jørgen Estrup – medlem af partiets hovedbestyrelse – undrer sig over holdningen i sit eget parti.

”Jeg har sagt det internt, men det bliver man unægtelig ikke populær på.  Regeringen har næsten berøringsangst. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad der sker herhjemme i øjeblikket.”

Estrup var op gennem 90erne medlem af Folketinget og blandt andet partiets gruppeformand.  Han mener, at en transaktionsskat er en god ting, og at den kan nedsætte overdreven spekulation på finansmarkederne.

Samtidig forstår han dog godt frygten for, at man kan skabe en mekanisme, der skævvrider tingene så meget, at investorer går uden om Europa.  Men – siger han – kommissionen har med sit nyeste initiativ arbejdet voldsomt for at skabe en konstruktion, der tager højde for at undgå det skrækscenario. Og når andre 11 EU-lande har ladet sig overbevise, forstår han ikke, at den danske regering er så afvisende.

”Der er foreslået et system, som tilstrækkeligt mange – ikke mindst store – lande mener, at der er god udsigt til kan komme til at fungere. ”

Estrup mener, at den danske regering bryder med en gammel EU-politisk tradition, nemlig at sidde med ved bordet og være tæt på beslutningerne.

”Jeg er dybt forundret. Det kan godt være, at man i sidste ende konstaterer, at der alligevel er for mange bivirkninger. Og de store lande kan måske også blive i tvivl. Men så har man altså ikke misset noget, hvis man har siddet med ved forhandlingerne.”

Den økonom-uddannede Estrup mener ikke, at han hidtil har hørt nogle afgørende, tungtvejende argumenter imod finansskatten fra den økonomiske sagkundskab herhjemme.

”Nogen har måske sat nogle meget store overskrifter op om, at transaktionsskatten er dumpet. Men når jeg læser, hvad deres argumenter er, synes jeg ikke, at de er specielt stærke.”

6 milliarder i dansk statskasse

En professor fra handelshøjskolen CBS har lavet et overslag over, hvor meget den danske stat kan tjene ved at slutte sig til de 11 lande.  Jesper Rangvid – ekspert i international finansiering – når frem til omkring seks milliarder kroner om året, men understreger, at beregningen er forbundet med stor usikkerhed.

”Jeg træder ud af min forskerrolle. Det er beregningen på bagsiden af en serviet”, siger Rangvid, der i sit estimat sammenligner Danmark med Østrig, der er blandt de 11 udbryderlande. Det danske BNP er lidt mindre end i Østrig, der vurderes til at kunne få cirka en milliard euro hevet hjem om året via finansskatten.  Den danske professors beregning er blandt andet usikker, fordi et lands økonomi ikke nødvendigvis stemmer overens med størrelsen af finansmarkedet.

Men det handler ikke kun om, at der kommer flere penge i statskassen. Der er også negative effekter: Danskerne ventes som udgangspunkt at blive fattigere, hvis også vi indfører skatten.  Rangvid når – på baggrund af EU-kommissionens egne nøgletal – frem til, at det danske BNP skrumper med seks milliarder om året. Det svarer til de 0,28 procent, som kommissionen selv anslår vil blive bagsiden af medaljen.

Alligevel kan nettoresultatet blive positivt, vurderer kommissionen, der når frem til en samlet samfundsgevinst på 0,2 procent, vel at mærke hvis medlemslandene geninvesterer de nye skatteindtægter fornuftigt.

Rangvid er med økonombriller skeptisk, for hvad mener kommissionen egentlig med fornuftigt?

”Hvordan EU fortolker ”smart”” er uklart. Er det for eksempel grønne job?  EU tænker formentlig på investeringer, som giver afkast. At medlemslandene bruger pengene til forskning, infrastruktur og grønne investeringer. Og at man ikke øger overførselsindkomsterne, for det skaber ikke vækst”.

CBS-professoren medgiver, at finansskatten ikke vil lave hele samfundet totalt om, som nogle dommedagsprofeter måske hævder. Men han er langt fra sikker på, at det er den rigtige måde at beskatte på. Initiativet kan risikere at tage dampen ud af væksten.

”Det er umiddelbart små tal, når vi taler om 0,2 og 0,3 procent. Men husk på, at man i vækstskøn regner med, at økonomien vil vokse med mellem 1,5 og 2 procent.  Og så er 0,2 og 0,3 pludselig store tal”.

To S-profiler langer ud mod regeringen

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) mener, at finansskatten er nødvendig, og at det strider mod socialdemokratiske kerneværdier, når den danske regering afviser skatten. Sammen med den unge socialdemokrat Peter Hummelgaard Thomsen har Nyrup fornylig langet hårdt ud efter regeringen. ”Vi må vise danskerne, at der er forskel på blå og rød, og her er en af dem”, sagde Nyrup i et interview til Politiken.

Peter Hummelgaard erkender i dag, at kritikken ikke har gjort synderligt indtryk på regeringstoppen.

”Det er ud fra enhver betragtning uforståeligt. Det ville tilfredsstille et meget utilfredst bagland og utilfredse kernevælgere”, siger den tidligere DSU-formand.

Hummelgaard mener, at det ville have været oplagt, hvis finansskatten var blevet et element i den konkurrenceevne-pakke, regeringen er ved at forhandle på plads med Folketinget. Pakken indeholder blandt andet en sænkelse af selskabsskatten, hvad har fået en hård modfart blandt Socialdemokraterne og SFs kernevælgere.

”Pakken ville have fået en helt anden modtagelse, hvis man havde lavet et snit, hvor regeringen beskatter det spekulative og lemper skatten for det produktive. Folk går og sukker efter, at man er villig til at tage et opgør med den finansielle sektor”, siger Hummelgaard, der langer ud efter De Radikale.

”Der er gået radikal stædighed i det. De Radikale var mindre stædige og mere dialogsøgende i 1990erne. Man gentager de samme myter om, at der flytter tusinder af arbejdspladser ud af Europa”.

Nej til quick fix

De Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, der selv er økonom, har grundigt læst alle de udspil og rapporter, EU-kommissionen er kommet med, også det seneste. Han vender stadig fingeren nedad. De Radikale ændrer ikke kurs.

”Jeg har det da ikke godt med at være så stædig, men vi frygter oprigtig talt, at en finansskat vil ramme dansk økonomi. Vi er fuldt klar over, at sådan en skat både har fordele og ulemper.  At der er et provenu, vi kan høste. Men vi tror ikke, at provenuet står mål med  ulemperne. Én ting er, at man rammer finanssektoren. Men det vil også give negative eftervirkninger på andre sektorer”, siger Nadeem Farooq.

At en konservativ tysk kansler er tilhænger af finansskatten, flytter ikke De Radikales holdning.

”Dansk økonomi er mere udsat end den tyske. Vi er en lille, åben økonomi og har i forvejen problemer med at tiltrække investeringer”, siger Farooq.

Samtidig mener han, at en del af de 11 udbryderlande betragter  skatten som en hurtig genvej til at fylde de offentlige kasser op oven på krisen.

”De har underskud og er udfordrede. Vi har ikke samme behov i Danmark. Det er en af vores styrkepositioner, at vi ikke behøver konsolidere os vanvittigt meget for at have finanspolitisk holdbarhed på længere sigt.  Så vi  har ikke brug for et quick fix. Vi kan tænke ud fra en mere gængs cost benefit-betragtning, og der føler vi os ikke overbeviste om, at skatten er en god løsning for Danmark”, siger den radikale skatteordfører.

Positivt parlament

Marlene Wind forudser, at udspillet til finansskat vil få en positiv modtagelse i Europa-parlamentet, også selvom der er konservativt flertal.

”Meget peger på, at der bliver stor opbakning. Da der fornylig var afstemning om at begrænse bankbonusser, var der flertal for det, selv blandt de konservative”.

Hun opholdt sig i London, da parlamentet havde det omstridte bonusloft på dagsordenen.

”Selv britiske parlamentarikere stemte for. Det var der mange, der grinede af”, siger Wind og sigter til den generelle britiske modstand mod, at EU blander sig i den slags.

De 11 udbryderlande udnytter en bestemmelse i Lissabon-traktaten, der gør det muligt for en gruppe af lande at gå foran – i et såkaldt ”forstærket samarbejde”. Så kan andre følge trop, hvis det viser sig at være en succes. Det er en måde at arbejde på, som EU i gamle dage ville have forsvoret, siger hun.

”Der er åbenbart ikke de samme skrupler mere. Før i tiden ventede man på det sidste skib i konvojen. Hellere vente et år mere end, at nogen rykkede og gik foran. Det karakteriserede EU’s samarbejde stort set frem til krisen.  Nu går en avantgarde-gruppe foran. Det er dem, der vil have dirigentstokken”.

Andre artikler af forfatteren i EU-kommissionens elektroniske nyhedsbrev her.  

Først var det topvirksomheder som Novozymes, Coloplast og Danish Crown. Nu er Mærsk gået skridtet videre og blevet fast sponsor. Nogle af de helt store virksomheder herhjemme springer nu deres egne erhvervsorganisationer over og går direkte til den nye tænketank Kraka for at få lavet samfundsanalyser, der kan skubbe tøvende politikere i den rigtige retning.

Efter en lidt svær start blev der forleden jublet hos økonomerne i Kraka, da den uafhængige tænketank fik noget nær det endelige ridderslag: Nu har ikon-virksomheden Mærsk meldt sig ind i den faste støttekreds og lægger ikke skjul på det over for offentligheden.

Det følger i kølvandet på, at tunge erhvervsorganisationer som DI og Dansk Byggeri sammen med en række andre sponsorer netop har valgt at spytte et tocifret millionbeløb i Kraka-kassen til et regerings-uafhængigt kommissionsarbejde, der skal udrede krisens årsager og ordinere den fremtidige medicin.

Hvor den anden store private tænketank Cepos – med sin mere hemmeligholdte sponsorkreds – leder efter den liberale sandhed, søger Kraka angiveligt efter den nøgne, og det er der åbenbart et udækket behov for.

En af forklaringerne er, at organisationsverdenen og dens egne cheføkonomer måske er ved at få et sig et afsenderproblem. Nok bider pressen stadig på, når mylderet af organisationer planter endnu en historie baseret på standardkonceptet: ”En ny undersøgelse viser”.

Men Christiansborg kommer let til at opfatte det som noget, der er lige så forudsigeligt som ”nyt fra Kreml”, når organisationer som DI og Dansk Erhverv kommer med endnu en rapport, der – igen-igen – viser, at erhvervslivet flygter, hvis ikke selskabsskatten sættes ned.

Den kyniske vurdering af erhvervsorganisationerne – og også fagbevægelsen – er, at de regner baglæns i deres analyser. Organisationerne kender konklusionerne, og så finder de argumenterne, der passer til.

Hverken Cepos eller Kraka – opkaldt efter en kløgtig og snarrådig kvinde fra den nordiske mytologi – er bundet af samme taktiske hensyn. De kan fra hvert deres ståsted give analyser og forslag kant uden at behøve være bange for, at et eller anden toneangivende medlem i baglandet brokker sig, fordi der bliver trådt på snævre erhvervsinteresser.

Den lobbymekanisme har flere virksomheder luret: Novozymes, Coloplast, Danish Crown, Martin Professional og Rockwool har – i en usædvanlig alliance med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) (se BBM 2/2013) – allerede fået Kraka til at lave en analyse, der tidligt i januar var med til at presse regeringen ud af busken og bebude konkurrenceevne-pakken. Analysen giver bud på, hvordan Christiansborg kan være med til at fastholde og skabe produktionsarbejdspladser herhjemme.

Nu skal Kraka sammen med to tidligere økonomiske vismænd stå for en såkaldt krisekommission, der bliver den første privatfinansierede kommission herhjemme. Normalt er det den siddende regering, der har patent på den type initiativer. VK-regeringen nedsatte blandt andet velfærdskommissionen og arbejdsmarkedskommissionen beregnet til at være politiske tag-selv-borde. Mange af forslagene havde folkestemningen imod sig og blev hurtigt lagt ned i regeringens skuffer.

Ideen til Kraka blev født i Politikens Hus på en frustration over, at Fogh-regeringen stort set ikke tog en eneste reformbeslutning, selvom problemerne tårnede sig op i horisonten. Den borgerlige regering delte i lange perioder kun penge ud og lod den offentlige sektor vokse. Først til allersidst turde VK-regeringen røre ved efterlønnen.

Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden og bladets daværende politiske kommentator Peter Mogensen – cand. oecon. med fortid i Finansministeriet og Statsministeriet – mente, at den danske velfærdsmodel ville være ude af stand til at overleve, medmindre der tages langsigtede, besværlige beslutninger. Ikke bare nogen, der hviler på tilfældige folkestemninger. Analysen var, at nogen måtte levere det fagligt kompetente skyts, der både er uafviseligt på Christiansborg og opdrager danskerne i den rette reformlære.

Men starten for Kraka var ikke uden problemer: Hvem ville sponsere? Og bestyrelsen – den var også præget af begyndervanskeligheder. I krogene var der nok en og anden, der allerede skadefro frydede sig. Initiativer fra Rådhuspladsen må hellere end gerne blive lidt til grin.

I dag har Kraka tunge økonomer med fortid i blandt andet Finansministeriet og vismændenes sekretariat. Målet er at matche regeringens budgetbisser, men samtidig har tænketanken en frihed, embedsmændene aldrig får: Kraka er ikke bundet af, hvad der lige for øjeblikket er opportunt for den siddende regering. Tænketanken kan frit tage emner op, som centraladministrationen må holde sig fra, indtil der kommer en ny regering med en anden farve.

Det kunne lyde som en privat udgave af de økonomiske vismænd, og det nok ikke helt forkert. Men Kraka-økonomerne ser foreløbig ud til at være mere hands-on-frække end den 50 år gamle vismandsinstitution: De vil arbejde på den kortere reformbane, hurtigt analysere regeringens udspil for at komme med i mediestrømmen og plante deres egne analyser, så eksponeringen bliver så stor som muligt.

Hvad Kraka-projektets største risiko er? At regnehovederne en dag bliver lidt for kække og kommer til at lave en alvorligt faglig bommert, så der rystes på hovedet de forkerte steder.  Samtidig må Krakas direktør Peter Mogensen – kendt fra det nu lukkede TV2-spinprogram ”Mogensen & Kristiansen” – i gang med at vise sine mange andre facetter end blot showmanden, der uddeler ugentlige æselører til navngivne politikere.

Kald det en personlig rebrandingproces: Det er nok mere økonomen med fortid i centraladministrationen end tv-Mogensen fra det røde ringhjørne, som regeringen, erhvervslivet og organisationsverdenen i fremtiden skal lægge ekstra mærke til, hvis Kraka skal blive en af de aktører, der skaber det uafviselige skyts til, at politikerne træffer de ubehagelige, men nødvendige beslutninger.

• Se også kurset “undervisning i politisk tæft”

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) vil med støtte fra bl.a. SF hjælpe den lille, men stærkt eksport-tunge militærindustri herhjemme yderligere ud på det internationale marked.  Det er et kursskifte i dansk forsvarspolitik. Et opgør, VK-regeringen ikke for alvor nåede at tage.

Vi har set os selv som en nation, der hellere samler ind til nødhjælpstelte og varme tæpper end sælger avancerede militærsystemer. Vi holder os fra våbensalg og går mere op i nød og menneskerettigheder.

Samtidig er forsvarsindustrien så lille, at den har haft svært ved at råbe landspolitikerne op og få dem til at interessere sig for potentialet blandt de cirka 50 virksomheder. Der er kun et par tusind arbejdspladser herhjemme, langt færre end i Sverige, Norge og Finland.

Det er nogle af grundene til, at Danmark internationalt er langt bagefter, når det gælder statslig lobbyisme og ministerinvolvering. Flere af vores NATO-partnere er anderledes aggressive.

Det kan for eksempel stadig være et lidt af chok for forsvarsministeren at sidde over for en udenlandsk kollega og analysere den militære situation i Afghanistan eller Irak. Pludselig ændrer dagsordenen sig, fordi NATO-kollegaen uventet tager sælgerkasketten på: ”Vi er opmærksomme på, at I skal købe nyt artilleri og kampvogne. Var det ikke noget, industrien hjemme hos mig kunne levere til Danmark?”

En sådan politisk gråzone ønsker Hækkerup næppe selv at havne i. Men med sin nye ”Open For Business”-strategi vil han gå mere aktivt ud i eksportfremstød og dermed bringe Danmark yderligere ud af lillestats-uskylden: Nu skal kongekronen være med til at åbne døre.

Analysen er, at den innovationstunge militærindustri kan have nogle af vinderformlerne til at sikre varige private job, en udfordring, der står højt på regeringens dagsorden. Formlen har tre vigtige ingredienser: Virksomheder som Terma eksporterer til et internationalt marked; de leverer højteknologiske nicheprodukter, som kun forsvindende få i verden kan lave lige så godt; og de udvikler deres produkter i et tæt samspil mellem udviklings-og researchafdelinger og produktionsfolk.

Der er altså jobmuligheder. Ikke blot for danske ingeniører og andre højtuddannede, men også for smedene i Dansk Metal og specialarbejderne i fagforeningen 3F. Sidstnævnte sender Terma rask væk på AMU-kurser for at omskole dem til at lave sofistikerede produkter, som tilfredsstiller de ekstremt høje krav, amerikanske flyfabrikker stiller.

Der er også pæne eksportindtægter på spil: Forleden kunne Berlingske fortælle, at Terma har underskrevet nye kontrakter til en værdi af en milliard kroner med den amerikanske producent af F-35 Joint Strike Fighter, Lockheed Martin.

Hækkerup havde kun været kort tid i ministerstolen, før han drog til Paris og kastede politisk glans over et industriarrangement, hvor FAD – den danske forsvars-brancheforening under DI – underskrev en samarbejdsaftale med sin franske søsterorganisation. Når det officielle Danmark bakker op, er håbet, at det bliver nemmere for små danske virksomheder at komme ind på det franske marked.

På samme måde tog han få måneder efter til den danske ambassade i Washington DC, hvor en række amerikanske militærgiganter kunne netværke med danske firmaer. Også det byggede på en erkendelse af, at skal en lille, men dygtig dansk underleverandør have en chance for at bare komme i nærheden af de store ordrer, skal regeringen gøre en ekstra indsats.

Den slags eksportfremstød har i årevis været normal trafik på andre erhvervsområder. Erhvervsorganisationer som Landbrug & Fødevarer tager det for givet, at en dansk regering stiller med nøgleministrene, når nye markeder skal erobres af erhvervsdelegationer.

Kursskiftet tog sin spæde begyndelse under VK-regeringen. Den aftalte med den daværende danske ambassadør i USA, at forsvars-attacheen på vores ambassade ikke længere kun skulle koncentrere sig om det sikkerhedspolitiske samarbejde med amerikanerne, men også tage sælgerhatten på; en ordning, der i starten blev medfinansieret af FAD.

Hækkerups nye forretningsstrategi sender et kraftigt signal til samtlige andre forsvarsattacher, der er udstationerede rundt om i verden: Nok er de officerer med en ikke-kommerciel baggrund og med sikkerhedspolitisk fokus, men også de skal huske at tænke i eksportmuligheder.

Man kan se paradigmeskiftet som en udløber af flere års aktivistisk udenrigspolitik. Vi sender rask væk danske soldater til brændpunkterne, hvor der skydes med skarpt, og forventer, at de har moderne topudstyr med sig, så de kan beskytte sig bedst muligt. Den forsynings-fødekæde kan og bør danske nichefirmaer indgå i sammen med virksomhedspartnere fra andre NATO-lande, heriblandt ikke mindst fra USA, lyder forsvarsministerens ræsonnement.

SFs forsvarsordfører, Jonas Dahl, støtter forretningslinjen, så længe vi ikke begynder at eksportere klyngebomber og andre konventionsstridige våben. Dermed er Danmark trådt et lille skridt ind i statslobbyisternes rækker. Men der er stadig langt op til for eksempel svenskernes metoder. På den anden side af Øresund er politikere, statslige embedsmænd og industri for længst vokset betydeligt mere sammen.

Tag Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt, der ikke går ad vejen for med et finurligt smil at opsøge Termas direktion på militærmesser for at lokke Danmarks største militærvirksomhed til at flytte hinsidan.

Eller tag alliancen mellem svensk diplomati og flyproducenten Saab: Den svenske ambassadør i København tøver ikke med at fare i blækhuset og skrive appellerende læserbreve i dagbladet Politiken, hvis det kan hjælpe producenten af Gripen-flyet over for de danske beslutningstagere. Det så man, da kampen om gigantordren på F-16-flyets afløser sidst var på sit højeste. Medunderskriver var en af Saabs topfigurer.

Det ville være overraskende at se en dansk topdiplomat promovere vores militærindustri i en lignende alliance med en dansk fabrikant. Men det kan måske komme, for Danmark sukker efter private arbejdspladser, og i en globaliseringsramt verden gælder næsten alle diplomatiske kneb.

Da Mette Frederiksen få dage inde i januar kom på forsiden af Børsen med historien om, at regeringen stærkt overvejer afgiftslettelser til erhvervslivet, blev en håndfuld centrale ministre godt og grundigt irriterede på hende. Der kom vrede telefonopkald fra flere nøgleministerier.

Det var ikke planen, at det var landets beskæftigelsesminister, der som den første skulle lufte denne topnyhed og dermed tage æren for, at regeringen er i gang med at forberede en såkaldt konkurrenceevnepakke, som skal forbedre erhvervslivets rammebetingelser.

Men for næsen af hele fire ministre – finansministeren, skatteministeren, erhvervsministeren og indenrigs-og økonomiministeren – slap Mette Frederiksen altså denne markante erhvervsnyhed ud, hvad næppe var en tilfældighed.

Socialdemokraternes kronprinsesse vil vise, at hun ikke bare er socialt indigneret og taler de svages sag. Hun er på den store forvandlingsrejse fra tidligere tiders ”fordelings-Mette” til ”vækst-Mette”; en topsocialdemokrat, der også bekymrer sig om, hvor væksten i erhvervslivet skal komme fra.

Dermed gør hun sig klar til tiden efter Helle Thorning-Schmidt som formand.  Målet er ikke blot at kunne appellere til socialdemokratiske kernevælgere. Det kan hun i forvejen. Nu handler det også om at trække vælgere hen over midten og igen få fat i ”Blå Bjarne” – ikke at forveksle med landets finansminister, Bjarne Corydon (S).

”Blå Bjarne” er de socialdemokratiske vælgeranalytikeres betegnelse for privat ansatte mænd, der engang stemte socialdemokratisk, men i dag flirter med Venstre.

Mette Frederiksen er som bekendt ikke landets erhvervsminister. Det er SFeren Annette Vilhelmsen. Alligevel har opmærksomme læsere her efter nytår kunnet konstatere, at den socialdemokratiske minister møver sig ind over Vilhelmsens ressort, hvad normalt er dårlig tone. Svagere ministre end Frederiksen ville da også have trukket følehornene til sig, når der kom sure opringninger fra regeringskolleger.

Få dage før hun gik solo med afgiftsnyheden, var hun i dagbladet Politiken med erhvervskronikken ”Made in Denmark”.  Budskabet var, at vi i årevis har foregøglet os selv, at gode ideer og kreative sind kan sikre fremtiden for danskerne: ”Men den tanke er en fuser. Industriproduktion er nødvendig for at beholde vores styrkeposition”, skrev Frederiksen.

Det er sådan noget, smedene i Dansk Metal og andre i konkurrenceudsatte erhverv i den private sektor godt kan lide at læse. Men nok så interessant var det, at beskæftigelsesministeren ikke havde skrevet kronikken alene. Erhvervsspidser som Peder Holk Nielsen fra Novozymes og Steen Lindby fra Rockwool var blandt medunderskriverne. Kort sagt: Topfolk fra vindervirksomheder og dermed godt selskab at blive set i, når man som Frederiksen har sat sig for at tydeliggøre sin erhvervsprofil.

Det tåler næsten sammenligning med det trofæ, den gamle ledelse i SF kunne vise frem, da det lykkedes det daværende oppositionsparti at få Steen Riisgaard, dengang topchef for Novozymes, til at holde en af hovedtalerne på SFs landsmøde. Det var et signal om, at SF også ville være erhvervslivets parti og bygge bro til fremsynede virksomheder. Venstretoppen var rasende, ikke mindst på Riisgaard.

Mette Frederiksen har blandet socialdemokratisk karriereblod med en af regeringens dygtigste rådgivere, Martin Rossen, der selv har en fortid i dansk erhvervsliv og gode kontakter på direktionsgangene rundt om. Rossen blev hentet ind fra Microsoft, hvor han var kommunikationsdirektør.

Han opererer også nede i det socialdemokratiske maskinrum og har gode kontakter til den magtfulde gruppeformand, Henrik Sass Larsen, der indtil videre holder hånden under Helle Thorning-Schmidt. Det er ikke nu, regeringschefen skal tvinges til at gå af – trods utilfredshed i de socialdemokratiske rækker. Desuden har De Radikale også et ord at skulle have sagt: Det er langtfra sikkert, at Margrethe Vestager vil acceptere at sidde i regering, hvis Socialdemokraterne fjerner Thorning.

Mette Frederiksens egen ildhu efter at flytte over i Statsministeriet kan p.t. ligge på et meget lille sted, ikke mindst med udsigterne til at Socialdemokraterne vil få vælgerbank af Venstre. Det ville være en elendig start at være den, der begyndte formandskarrieren med at tabe regeringsmagten.

I stedet bruger Frederiksen tiden fornuftigt på at fortsætte sin politiske mesterlære og blive mere komplet: Hun har allerede vist, at hun kan håndværket med at lave brede forlig, også uden om Enhedslisten. Det demonstrerede beskæftigelsesministeren lige før sommerferien, hvor hun sammen med de borgerlige partier – inklusive Liberal Alliance – lavede en reform, der tog fat på ydelserne til førtidspensionister og folk i såkaldte flexjob.

Det vil hvert år give en klækkelig milliardbesparelse på de offentlige budgetter. Alligevel er det lykkedes Frederiksen at undgå, at potentielle kernevælgere løber skrigende bort, hvad vidner om den troværdighedskapital, hun har bygget op i forhold til svage grupper i samfundet.

Hendes rejse mod den socialdemokratiske top har været undervejs længe: Da Mogens Lykketoft i 2005 tabte folketingsvalget og gik af som formand, så han Mette Frederiksen som sin oplagte afløser. Men den dengang purunge politiker takkede klogt nej. Hun havde tid til at vente og lurepassede, da formandsopgøret mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt brød ud i lys lue.

Med sin nye erhvervsretorik viser beskæftigelsesministeren, at intet er overladt til tilfældighederne, når hun italesætter, hvor Danmarks reelle udfordringer ligger. Erhvervsvinklen går igen og igen i hendes kommunikation. Tag den måde, hvorpå hun er begyndt at tale om problemerne i de kommunale jobcentre, hun har overtaget fra VK-regeringen. ”Fordelings-Mette” ville pr. automatpilot havde sagt, at det var de ledige, systemet har svigtet. Nu understreger hun i stedet, at det er de danske virksomheder, der er de virkelige ofre for systemsvigtet. Overraskende ministerord, der viser alt om, hvor hendes fokus er lige nu.